Tekst & Foto: Johnny Tauman
5. februar 2024
Mange medier – både TV, dagspressen og RYK IND RIBE – har ved flere lejligheder gengivet et citat fra transportministeren om, at militærbroerne, der pt opføres ved Ringbroen i Ribe, skal videresendes til Ukraine.
I november lød beskeden, at det var vigtigt at komme i gang med at renovere og forstærke Ringbroen opført i 1952, da interimsbroerne blev efterspurgt af Forsvaret til anvendelse i Ukraine.
Men virkeligheden passer ikke med Thomas Danielsens fortælling. Transportministeren har viderebragt en skrøne.
En helt anden brotype til Ukraine
RYK IND RIBE har spurgt Ingeniørregimentet, om de to uddannelsesbroer – Logistic Support Bridge (fabrikat Mabey Johnson) – skal sendes til Ukraine efter anvendelsen i Ribe. Broerne er jo indkøbt for 10 år siden – og hvis uddannelsesmateriellet er sendt ud af landet, hvordan vil Konstruktionsbataljonen så uddanne sine soldater og ikke mindst hjælpe til ved lokale opgaver.
Major og bygningsingeniør Bjarke Lillelund Skov fra Ingeniørregimentet i Skive siger herom: – Det er myter. Jeg tror, der er en generel sammenblanding af ting. Os bekendt er der ikke konkrete planer om at donere vores Mabey materiel til Ukraine. Misforståelsen opstår givetvis ud fra de to militære broer – af en helt anden type – som vi sidste år donerede til Ukraine. For det utrænede øje kan de to brotyper godt forveksles på billeder.