Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og Esbjerg Kommune, lørdag den 22. marts 205

Snart er han i audiens hos paven med borgmestre fra mange af Europas storbyer. Så er han til en vigtig energikonference i Houston i Texas med borgmestre fra storbyer som Vancouver i Canada og Perth i Australien, og så er der også lige en rød snor, der skal klippes i Roager for at markere indvielsen af en ny selvbetjeningsbutik. Desuden er han præsident for World Energy Cities Partnership, der er et samarbejde mellem verdens største og vigtigste energimetropoler. Dertil kommer flere hjemlige tillidsposter.

Vi skriver om borgmester Jesper Frost Rasmussen, der på trods af en særdeles travl hverdag altid virker stille og rolig. Selv siger han da også, at han sover godt om natten, og det er for ham en indikator på, at han ikke har stress. Men Jesper Frost Rasmussen erkender også, at det at være borgmester er et job 24/7.

Frivillig indsats førte til byrådet

På torsdag fylder manden, der stammer fra Vester Nebel, 50 år.
Hvorfor kom du ind i politik?

– Jeg var engageret i det frivillige foreningsliv i V. Nebel for 25 år siden. Jeg brugte en masse krudt på at arbejde for en idrætshal i dialog med lokale- og anlægsfonden og kommunen for at finde løsning. Her blev interessen vagt for de politiske processer. Da det var færdigt og hallen indviet i 2005, hvor daværende borgmester Johnny Søttrup holdt tale, gik jeg hen til ham og sagde, at jeg overvejede at stille op til byrådet men ikke vidste, hvordan man gjorde. Han sagde, at det var bare at melde sig på banen og komme til opstillingsmøde.
Jeg var med første gang i 2009 som kandidat.

Hvorfor Venstre?

– Fordi det grundsyn, Venstre har, har altid været en del af min DNA. Jeg har aldrig været VU’er, men under Uffe Ellemann Jensen og Anders Fog fik jeg virkelig interesse for politik.

Svært at ændre systemet

– Som frivillig og formand for den lokale idrætsforening i mange år, havde jeg en del berøring med det kommunale og tænkte, at det kunne gøres bedre og smartere, og at det kunne jeg være en del af. Men når man kommer ind bag murene, finder man ud af, at der er en årsag til, at det er som det er. Det er ikke så let at ændre, som man tror.
– Det oplever man tit hos nye kandidater. De har masser af gode ideer, men når man kommer ind og får at vide, hvordan lovgivningen er, er det ikke så let. Man oplever også, at gør man noget markant anderledes på et område, har det måske uheldige virkninger på andre områder. Når man får mere viden, er der gode forklaringer på, at tingene er, som de er.

Det er jo også øretævernes holdeplads. Er det et utaknemmeligt job?
– Det e først og fremmest spændende. Man er virkelig involveret ting, der er med til at præge udviklingen. Man får ros, når noget går godt, og man får kritik, når det går skidt. Det er en del af rollen. Folk genkender mig i gågaden, ved et sportsanlæg eller på indkøb. Heldigvis er langt de fleste søde og rare, det sker at der kommer gode ideer på den måde. Jeg tager gerne de snakke, så længe det går i en ordentlig tone. Dialoger er velkomne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det gælder også det nære. Her Riplay, der er blevet en stor attraktion

Men der er jo også nogle, eksempelvis medier, der fokuserer på det negative og bliver ved. Hvordan er det?

– Jeg synes, det er ærgerligt, når man mere fokuserer på hullerne i osten i stedet for osten. Jeg fokuserer selv på, at glasset er halvt fyldt og fokuserer på de ting, vi gør godt og som måske også kan gøres bedre.
– Jeg er god til at lade det fare ind og ud. Jeg ligger ikke søvnløs. Det kan da godt være, at man under en presset budgetforhandling lige ligger og tænker over, hvordan man får enderne til at nå hinanden. Men normalt sover jeg godt, og det er en af de indikatorer, der for mig selv viser, at jeg ikke er stresset.

Hvad når tingene lykkes?

– Det er fantastisk. Jeg glæder mig f.eks. meget over fremtidens fjernvarme. Jeg var selv med til at sætte det i gang som direktør i Din Forsyning. Den gang troede alle, at der skulle bygges et flis fyret kraftværk. Vi måtte banke i bordet og overbevise politikerne om, at vi havde en langt bedre løsning. Nu får vi verdens største havvands varmepumpe.

– Vi har måttet tage knubs og skæld ud, for der var børnesygdomme, og det blev dyrere, men når det ender med at lykkes, er det en dejlig følelse.
Har du fritid?

– Ja, jeg kan holde fri og slappe af, og det er der brug for i et job om det her.
– Jeg dyrker selv en del sport. Jeg løber, cykler spiller padle og har genoptaget badmintonkarrieren. Jeg går til musik og følger de lokale elitehold. Jeg har to drenge, de spiller fodbold, og dem prøver jeg også at følge.
Jesper Frost Rasmussen er uddannet elektronikmekaniker på Danfoss og læste til ingeniør på Ålborg Universitet. Har HD i organisation og ledelse.

– Og jeg havde nogle gode år i det private erhvervsliv bl.a. hos Lego, Holger Christiansen Esbjerg og sidst som direktør i Din forsyning inden jeg trådte ind på borgmesterkontor.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Som metropol betyder havnen i Esbjerg meget.

Du er præsident for de største energimetropoler. Mange siger jo, at den smule, Danmark kan bidrage med, ikke batter noget.
– Det er den vedholdende indsats, når man tror på noget, det betyder. Det betyder arbejdspladser, og det betyder et godt ry. Tingene bærer frugt. Når man sidder i panel med borgmestre fra de store byer, varer det ikke længe, før de lytter, for i Danmark taler vi ikke blot om tingene: vi gør noget.

– Jeg er stolt af at være i det selskab, og det er manges fortjeneste, men vi greb muligheden, da den var der. De løsninger, vi laver, er noget, verdenen lærer af, og de løsninger vi finder, giver arbejdspladser og opgaver i udlandet. Det er her, videnscenteret er.

– Men når man er på cykeltur til Kalvslund og klipper en snor i Roager, så er det det helt nære, det gælder. Det er fantastisk alsidigt. Det er det fantastiske ved den rolle. Det er den helt stor dagsorden, og det er det nære, der betyder noget i hverdagen, lyder det fra borgmesteren.