Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 30. oktober

Personalet har travlt, og der kan ikke løbes hurtigere. Skal beboerne eksempelvis have valgmulighed om varm mad til middag eller aften, skal der mere personale på, for at ønsket om valgfrihed kan indfries.

Men når det er sagt, er det at arbejde på et plejehjem et dejligt arbejde med masser af gode oplevelser. Det er langt mere end blot den daglige hygiejne, som selvfølgelig også er en del af arbejdet. Men arbejdet er også i høj grad at tage hensyn til den enkelte beboers behov og ønsker. Og netop det er noget, der vægtes meget højt på Margrethegården i Ribe.

Det er nogle af de konklusioner, undertegnede drog, da folketingsmedlem Anders Kronborg (S) og byrådsmedlem Nini Oken (S) på Nini Okens foranledning besøgte Margrethegården denne mandag formiddag.

Anders Kronborg og Nini Oken

Nini Oken har tidligere sammen med byrådsmedlem Ulla Kroman Meyer (S), Bramming, gjort sig til talsmand for, at beboerne skal have valget mellem varm mad om middagen eller om aftenen, ligesom Nini Oken har foreslået, at de mange grønne arealer, der ligger omkring mange plejehjem, kan udnyttes til dyrehold til fornøjelse for beboerne.

Ud over Anders Kronborg og Nini Oken deltog fysioterapeut Peter Rasmussen, teamleder Helle Tauman, projektleder Lise Ingvardsen, teamleder Lisa Henriksen og plejehjemsleder Jane Klemmensen i mødet.

Her kunne Jane Klemmensen fortælle, at der allerede findes dyr på plejehjemmet i form af geder og fugle, ligesom der på engene nabo til hjemmet går får.

M.h.t. varm mad middag eller aften slog man fra plejehjemmet fast, at det i dette tilfælde som alle andre handler om beboernes ønsker og behov. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne kender beboerne, deres historie og deres behov og ønsker. Og netop for, at en ny vagt eller personale hurtigt kan opnå dette kendskab, er det vigtigt med dokumentation i skriftlig form. Der var blandt plejehjemmets ledere enighed om, at dokumentationen ikke fylder for meget, og Jane Klemmensen var tvivlende overfor, om en mudtlig rapportering vil spare tid i forhold til den skriftlige dokumentation.

Alle var enige om, at arbejdet på et plejehjem og uddannelsen som social- og sundhedsassistent, der er en faglig uddannelse, skal tales op. Man hører generelt kun de negative historier, men de positive er i overtal, blev det konstateret.

Det var da også et par glade og tilfredse politikere, der efter et par timer og en rundvisning på Margrethegården kunne sige farvel.

Anders Kronborg: – Det er vigtigt som folketingsmedlem at holde begge ben på jorden og holde øje med, hvad der sker lokalt. Derfor prioriterer jeg sådanne besøg højt. Det er dejligt at mærke det engagement, der er hos de ansatte og lederne. Jeg har stor respekt for de mennesker.

– Det bekræfter mig også i, at det er en helt berettiget ambition at løfte velfærden.

Nini Oken, der tidligere har været med som ”føl” på Margrethegården: – Jeg er meget tilfreds med besøget. Det er, når jeg går rundt, at jeg får nogle ideer og som får mig til at stille nogle spørgsmål. Jeg vil gerne have plejehjemmene og personalet løftet op. Der er så mange glæder og hyggelige oplevelser på et plejehjem.

Anders Kronborg, Peter Rasmussen og Nini Oken ved varmtvandsbassinet, der bliver flittigt brugt.

Der blev spillet kort i dagcentret