Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. februar 2021
Fra 1. februar har det været lovligt at køre gylle ud på markerne, men så kom vinteren og frosten – og dermed måtte markarbejdet udskydes. I onsdags kunne Sdr. Farup Maskinstation & entreprenør så endelig komme i gang på markerne syd for Ø. Vedsted. – Vi glæder os til at komme i gang, men er ikke tidspresset endnu på grund af frosten siger Søren Andreasen.

Slangerne rulles ind efter brug – og skal videre til næste opgave.
En travl måned venter
Da RYK IND RIBE kom forbi, var man i færd med at rulle slangerne ind. Traktortypen Puma 225 sikrer, at den 2 kilometer pumpeslange bliver lagt ud, hvortil kommer 400 m slæbeslange til selve markarbejdet.

Den store Case Puma 230 klarer opgaven med at sprede gyllen – bemærk de store hjulsæt!mark
Selve krumtappen i arbejdet – Case Puma 230 holdt parkeret ved gården. – Vi er kommet godt i gang, lyder det fra Søren Andreasen, som ser frem til en travl marts med såvel gyllekørsel som såning af korn om 10-14 dage.
Lugten er der stadig
Reglerne er klare – der må ikke køre gylle ud i bynær bebyggelse på lørdage, søndage og helligdage. Borgerne nyder jo ikke lige frem gyllelugten. Men ret skal også være ret! Der var ingen lugt fra markerne syd for Ø. Vedsted denne gang.
– Men det er nu ikke sådan, at lugten er fjernet, fortæller Søren Andreasen – og fortsætter:- Den almindelige borger slipper for traktorstøjen, når der konstant skal køres fra gylletank til mark, ved anvendelse af metoden med slanger. Dertil skånes landmandens marker for tung trafik med gyllevogne og traktor.

Udskiftning af drænrør på mark langs Spandetvej
Opgaver i bla. Roager og ”Støberiet”
Sdr. Farup Maskinstation & entreprenør har desuden en gravko i arbejde øst for Roager, hvor et hoved drænrør af cement skal udskiftes med et plastikrør.
Endelig er firmaets minigraver på støberigrunden for sydvestjyske museer, hvor der er fundet en kirkegård fra middelalderen.
Dertil kommer andre opgaver.