Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 13. september 2023
Det ligger fast, at der igen i år bliver kulturnat i Ribe, og datoen bliver den 15. oktober – den søndag, hvor skolernes efterårsferie starter.
Bestyrelsen og de mange frivillige bag kulturnatten arbejder i øjeblikket ihærdigt på at færdiggøre et program, der i skrivende stund lover meget spændende, selv om der endnu ikke kan løftes mange detaljer omkring det. Et program, der starter søndag eftermiddag og løber til ud på de sene timer.
Det ligger fast, at Det Danske Pigekor under ledelse af Clara Smedegaard giver koncert i Ribe domkirke om eftermiddagen.
Det Danske Pigekor er forankret i et visionært og enestående korsamarbejde mellem Gentofte, Jægersborg og Ordrup kirker. Koret har under chefdirigent Pia Boysens ledelse været i en rivende udvikling og tæller i dag ca. 220 børn og unge i alderen 6-22 år. Koret er opdelt efter alder i Det Danske Spire/Børne/Junior og Pigekor. Pigekoret, der gæster Ribe Domkirke, medvirker foruden ved korets egne koncerter ved gudstjenester i de tre kirker, men synger også jævnligt i større københavnske kirker som Holmens, Trinitatis og Christians Kirke. Desuden er Det Danske Pigekor jævnligt på besøg i f.eks. Roskilde og Ribe Domkirker og på andre koncertsteder i både Danmark og udlandet.
Gratis adgang som led i Ribes Kulturnat