Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. oktober 2020
Når de mange fotoentusiaster forsøger at få et ekstraordinært motiv ved Mandø Ebbevej, så er muligheden til stede ved lavvande lørdag d. 31. oktober. På en lang række bundgarnspæle vil der være udskårne græskar med levende lys. Det er Børns Voksenvenner, der i samarbejde med Vadehavscentrets naturvejledere gennemfører et arrangement som alternativ til den udflugt, som blev aflyst pga. COVID-19. I 2020 er der således ”kun” gennemført turen til Odense Zoo, som tidligere omtalt i RYK IND RIBE.
Else Frøjk – den lokale leder af Børns Voksenvenner – glæder sig til arrangementet, som byder på uhyggelige historier i Vadehavet: – Ideen om et Halloween arrangement fik jeg mit på sommeren – og fik en god aftale med Vadehavscentret. Det skal jo ske sikkert og forsvarligt, når vi skal ud i Vadehavet, fortæller Else Frøjk, der har skaffet rigtig mange sponsorerede græskar hos landmand Børge Andersen, Gl. Koldingvej.
– Det er tilmeldt omkring 40 personer, så der er stadig plads til nogle børn (6-14 år) og forældre, som kunne tænke sig at komme med to naturvejledere ud i vadehavet og montere græskarhovederne med levende lys, lyder det fra Else Frøjk, som har fået en aftale med Kvickly om de levende lys, som skal kunne modstå regn og blæst.
Det er meningen, at grupperne efter at have monteret de lysende græskarhoveder – udskåret hjemmefra – skal have fortællinger om Vadehavet – og når mørket har sænket sig, skal de gå tilbage mod land med lysene som pejlemærker.
– Og uden mad og drikke, du´r helten ikke, kommer det bramfrit fra Else Frøjk, der har sikret sig to madpakkehytter ved Vadehavscentret: – Her slutter vi så af med lidt og spise og måske en kage.
Else har endnu ikke fået lavet de sidste aftaler, da hun afventer det endelige deltagertal.









































































