Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 21. dec.
Selv om julefreden har sænket sig over de fleste skoler og uddannelsessteder i Ribe, er der dog et par steder, hvor der også i juleferien og de første dage i det nye år vil være hektisk aktivitet.
Folkeskolerne har indledt juleferien med juleafslutning og besøg i kirkerne fredag, men for privatskolen Riberhus og Ribe Katedralskole vil der være hektisk aktivitet også i juleferien.
Som bekendt er Ribe Katedralskole og Ribe Handelsgymnasium fusioneret, og det betyder, at de omkring 200 elever, der indtil nu har gået på Skyttevej, skal gå i katedralskolens bygninger i Puggårdsgade, hvor tre nye huse er opført til formålet.
Allerede før juleafslutningen tømte flyttemændene bygningerne på Skyttevej for alt brugeligt inventar, og det skal nu installeres i Puggårdsgade. Her skal handelseleverne møde den 9. januar, og så skal tingene være på plads.
Privatskolen Riberhus overtager som tidligere beskrevet skolen på Skyttevej, og i lokalerne på Seminarievej, hvor skolen har haft til huse til dato, er tingene pakket i flyttekasser. Her har skolens medarbejdere og mange frivillige forældre udsigt til en arbejdsdag den 28. december, der er sat af til flytning, så de nye lokaler på Skyttevej kan være klar til at modtage privatskolens elever.
Og med det slutter en æra i Ribe, der siden 1908 har haft en selvstændig handelsskole. Skolen har siden først i 70’erne haft til huse i lokalerne på Skyttevej, der under skiftende forstandere og formænd er blevet udvidet og moderniseret adskillige gange for at kunne tjene formålet nemlig at lægge lokaler til undervisning af handelsskoleeleverne.
Fremover vil der altså fortsat være undervisning i lokalerne, men det liver an anden elevgruppe, der skal undervises i andre fag.
Tilbage står spørgsmålet: hvad skal der være i de lokaler i Seminariehuset, der bliver ledige efter privatskolens flytning?
Det spørgsmål har det ikke været muligt at få besvaret endnu. Mange ideer har været fremme, men realiteter er det ikke blevet til – endnu.










































































