Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 24. november

Tyskere, hollændere, svenskere og nordmænd får nu en rigtig god historie om vinteren i Danmark og dermed også på Ribe-egnen. 
Signe Bøgh Tonnesen fra Destination Vadehavskysten er en af tre hovedpersoner i en ny kampagne, der skal sælge ferie i Danmark om vinteren. Det er VisitDenmark, der står bag kampagnen og Destination Vadehavskysten har været med til at finde frem til Signe Bøgh Tonnesen som netop den profil, der har en super god historie at fortælle, når det handler om at være vild med den danske vinter.
Til kampagnen er udvalgt tre ildsjæle som markante ambassadører for unikke oplevelser i det danske vinterland. I videohistorier på sociale medier og i digitale annoncer fortæller de om deres passion og erhverv, hvorfor de elsker vinteren i Danmark, og de kommer med anbefalinger til de bedste oplevelser udvalgte steder i Danmark.
Signe Bøgh Tonnesen og Destination Vadehavskysten er dermed spydspids for at markedsføre alle de danske destinationer, hvor turismen handler om natur, udendørsliv, fantastiske landskaber og unikke oplevelser. Historien om Signe Bøgh Tonnesen vises i video på sociale medier og i digitale annoncer.
Vi er meget glade for og stolte over, at VisitDenmark har udvalgt vores destination og Signe, som ambassadør for hele Danmark. Vi har et helt unikt område og nogle spektakulære naturoplevelser, der kun kan opleves udenfor højsæsonen. Det har en meget stor værdi for både os og hele Danmark, udtaler markedsføringsansvarlige hos Destination Vadehavskysten Katrine Jung.
Signe Bøgh Tonnesen er naturvejleder ved Vadehavscentret og tager grupper af besøgende på østerssafari i Nationalpark Vadehavet, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.- Det er helt specielt, at vi kan gå flere kilometer ud og få den her oplevelse af ro og stilhed. Vi står her på en tørlagt havbund midt i ingenting. Vintermånederne er sæson for vores østersture, så velkommen til naturens spisekammer, siger hun i filmen.
De øvrige to ambassadører i vinterkampagnen er Ruslan Merzlyakov, der er astrofotograf og har fotograferet mere end 1.000 stjernenætter i Danmark og Vahineura Itchner, der driver Cold Hawaii Surfcamp og afholder vinterkurser i at “fange bølgen”.

Away from the crowds

November-marts er ellers måneder med få overnatninger inden for kyst og naturturismen, og den traditionelle fortælling er, at der ikke er så meget at opleve i Danmark i vintermånederne. Der er da også langt mere gang i den forår, sommer og efterår herhjemme, men faktisk har corona nedlukninger og usikkerheden ved mange mennesker forsamlet ét sted måske sat fart i en trend, hvor gang i den ikke er så afgørende. Og hvor de danske destinationer kan få en rolle at spille. Ikke bare i forhold til danskerne men internationalt.
I hvert fald viser bl.a. en Google analyse fra 2020, at turisterne gerne vil væk fra de områder, hvor de møder mange andre mennesker. De vil “away from the crowds” – væk fra masserne og gerne ud i det fri, til det uudforskede, til de åbne vidder. Det er et rejsemotiv, der har manifesteret sig efter corona.

Ukendte og unikke oplevelser

Danmark har masser af uprøvede oplevelser uden for mange mennesker og hertil steder, som ikke engang de danske turister har besøgt. Steder med oplevelser, som også er der om vinteren. Danskerne har måske en ide om, hvad det handler om, men kommer man fra Tyskland, Sverige, Norge eller Holland har man typisk ingen forestilling om, hvad Danmark kan tilbyde i vintermånederne, når turen går væk de store byer.

– Målet er at positionere Danmark på en ny måde: Med unikke oplevelser i vinterhalvåret og med en kampagne, der imødekommer målgruppens rejsemotiver i coronatider. Kampagnen viser Danmark fra en ny side med fokus på udendørs oplevelser væk fra masserne og aktive ferieophold, som passer til årstiden, siger Signe Lüth Di Liberto, der er International Senior Project Manager i VisitDenmark.

Fakta

Destination Vadehavskysten er det fælles turistarbejde for Fanø og Esbjerg Kommuner.

Visit Danmark er det fælles turistfremstød for hele Danmark.

Annonce