Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 25. april 2023

Destination Vadehavet kommer ud af sidste år med positivt resultat i regnskabet på 1,2 millioner kroner, og næste år vil egenkapitalen være på 2 millioner kroner.

Det oplyste formanden for destinationen Claus Pedersen og direktør Hans Peter Folman på destinationens generalforsamling.

– Det er godt gået og vi kan således endelig præsentere en positiv egenkapital på godt 800.000 kroner. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi i det første leveår landede et underskud på cirka 400.000 kroner, fortalte Claus Pedersen i sin beretning, og han fortsatte:

– Vi modtog i 2022 et engangsbeløb som tilskud til egenkapital fra Esbjerg Kommune på 1 millioner kroner, og det skal de have stor tak for. Desuden modtog vi 200.000 kroner fra Business Esbjerg som vi også gerne vil udtrykke vores tak for.

– Med disse tilskud ender vi i 2023 på 2 millioner kroner i egenkapital, som har været målet og er det niveau, vi skal være på, som forening med det aktivitetsniveau vi har ambitioner om. Det skal pointeres, at vi fremadrettet ikke kan eller skal levere overskud i den størrelsesorden, da vores formål ikke er at tjene penge men at bruge vores midler til at styrke og udvikle turismen.

– Det flotte resultat betyder, at vi allerede 1 år før ventet kan frasige os den kommunale garanti som Fanø og Esbjerg kommuner har givet til at vi kunne opretholde en kassekredit. Jeg ved med sikkerhed, at begge kommuner er særdeles tilfredse med lige netop det, sagde Claus Pedersen.

Med hensyn til egenkapitalen på de 2 millioner kroner, begrunder Hans Peter Folman det med, at det er nødvendigt økonomisk at have en vis polstring for at kunne gennemføre aktiviteter.

– Når vi f.eks. laver statsstøttede projekter, får vi 30 procent af udgifterne dækket ved projektets start, men de resterende 70 procent får vi først ved projektets afslutning, og et projekt kan sagtens tage to eller tre år at gennemføre, og derfor står vi i den periode med et udlæg, som vi kan tage af egenkapitalen. Indtil nu har vi brugt den kommunalt garanterede kassekredit, forklarer Hans Peter Folman.