Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 17. december
Det, der i 1951 blev startet af Franz Viogt som en smedeforretning i Farup, har på de 69 år udviklet sig til en ”blandet landhandel” med opgaver lige fra en utæt vandhane til store konstruktions- og montageopgaver.
Michael Voigt er 3. generation i chefstolen, idet han overtog firmaet fra sin far, Hans Chr. Voigt, der ligeledes overtog det fra sin far, nemlig Franz Voigt.
Og en af dem, der om nogen kender firmaet indefra, er Søren Jepsen, der startede som lærling den 1. december for 25 år siden, og som har gjort meget af udviklingen med og som i dag styrer firmaet, når indehaveren med familie holder ferie.
Og der er nok at se til. Farup smede fik nogle opgaver, da Lidl i Ribe blev bygget, og det har medført en lang række af monteringsopgaver i Lidl over hele landet. Dertil kommer en lang række andre projekter over hele landet ligesom de faste, lokale kunder skal passes hvad enten, det drejer sig om en utæt vandhane eller en drejeskive til campingpladsen.
– Vi har i dag 12 ansatte, og de er alle indstillet sådan, at de ikke siger nej til en opgave. Da vi skulle montere en stor trappe på Bohr Instituttet i København, fik vi at vide, at trappen skulle installeres torsdag fra morgenen. Trappen var imidlertid først færdig på galvaniseringsanstalten torsdag middag, og jeg aftalte med drengene, at de så kunne tage til København og montere den fredag.
– De foreslog i stedet, at en af dem hentede trappen i Holstebro og kørte den direkte til København, mens de øvrige kørte fra Farup, så de var i København, når trappen ankom, og så kunne de montere den i nattetimerne og holde fredag fri.
– De har altid ja-hatten på, og sådan er det afgjort også med Søren, der sjældent går hjem lige når det er fyraften, fortæller Michael Voigt.
– Nej, er der kun en times arbejde eller sådan noget tilbage på en opgave, kan vi lige så godt gøre den færdig, for det tager dobbelt så lang tid dagen efter, supplerer Søren Jepsen, der netop er kommet hjem godt våd fra en udendørs opgave.
– Hvorfor blev du bygnings- og landbrugssmed?
– Det ved jeg ikke. Jeg startede med at arbejde på gårde i weekenden, da jeg var otte år, og efter et ophold på efterskole skulle jeg jo prøve noget. Og det med at knokle som smed passer mig rigtig godt.
I dag laver Søren Jepsen mest VVS-arbejde, men han er også med, når store og mere komplekse opgaver skal løses.
– Hvad er sjovest?
– Det kan jeg ikke svare på. Det er sjovt at komme ud til kunder, hvor man er kommet gennem alle årene og så lave deres vandhane, men det er også sjovt med de store opgaver, siger Søren Jepsen, der stammer fra Hjortlund og i de sidste 11 år har boet i Skærbæk. I fritiden var det tidligere spejderarbejdet, der blev brugt kræfter på, men nu gælder det mere familie og afslapning.