Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 10. marts
Eleverne glæder sig, og på skolen skal der udvises kreativitet, når Ribe Katedralskole igen – som andre af landets gymnasier – må tage eleverne fysisk ind på skolerne igen.
Det sker fra mandag, men som bekendt er der også restriktioner på det område. Afgangseleverne, de der står foran en studentereksamen, må komme på skolen i hold hver anden uge. De elever, der møder på mandag, må således være på skolen den uge. Ugen efter skal de være hjemme, mens den anden halvdel af eleverne så er på skolen.
For de unge, der ikke er afgangselever gælder, at de må komme på skolen en dag om ugen, men de skal have undervisning ude.
– Vi skal være kreative, når vi skal finde undervisningsmuligheder udendørs, fastslår rektor Kristian Bennike, der sammen med skolens øvrige stab er i fuld gang med at forberede gensynet med eleverne.
En anden restriktion er, at eleverne skal testes to gange ugentligt og møde med en test, der er negativ og ikke mere end 72 dage gammel for at kunne komme på skolen.
– Det er sådan, at hvis det nærmeste testcenter ligger mere end fem kilometer væk fra skolen, skal regionen – i dette tilfælde Region Syddanmark – oprette et testcenter i skolens umiddelbare nærhed, oplyser rektor.
– En anden ting er jo også, at både terminsprøver og eksamener står for døren indenfor relativ kort tid?
– Eksamener er minimerede i forhold til det normale. Der bliver ikke så få eksamener, som der var sidste år, men der bliver færre end det normale. Det er der indgået et forlig om.
– Med hensyn til terminsprøver skubber vi dem foreløbigt. Det har vi tid til, fastslår rektor Kr. Bennike.









































































