Tekst og fotos Hasse Jørgensen. Mandag den 26. nov.

Det er uerstattelige kunstværker, der rummes i de meget smukke sale og i depotet på Ribe Kunstmuseum. Og det er kunstværker, der passes meget nøje på.

Ikke alene er museet sikret med automatisk brandalarm og en avanceret tyverialarm, men museet er også sikret med et varmeanlæg, hvor ikke alene temperaturen men også luftfugtigheden, bestemmes med marginalt små udsving.

– Netop det anlæg betyder, at vi kan låne værker fra andre museer til gæsteudstillinger, fortæller direktør på kunstmuseet, Dagmar Warming.

I det hele taget er museet teknisk set blevet meget avanceret efter den store ombygning og modernisering.

Temperatur og luftfugtighed kan bestemmes fra et kontrolrum i kælderen via en computer, og ikke nok med det. Dagmar Warming kan løbende via sin mobiltelefon følge med i, hvordan tallene er og gribe ind, hvis der opstår uregelmæssigheder.

Også lyssætningen på kunstværkerne styres elektronisk. Via en computer kan de enkelte lysspot indstilles, og det sparer utrolig meget tid, når en ny udstilling hænges op.

– Og så er jeg meget glad for, at vi i forbindelse med moderniseringen gik over til led-belysning. Det har sparet store summer på elregningen, fortæller Dagmar Warming.