Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 21. august 2025
Når fire unge roere fra Ribe Roklub i weekenden tager til DM i kapkajak på Bagsværd Sø, kan det godt være, at det er de små marginaler, der afgør, om der kommer medaljer med hjem. Men vi kan hilse og sige, at de fire roere har gjort alt hvad de kan for at resultaterne på den sjællandske sø bliver så gode som muligt.
De fire roere er Thorbjørn Karlshøj Seeberg, Sofia Alvarez, Liselotte Corydon Christensen og Vladyslav Yukhimov.
Thorbjørn, Liselotte og Vladyslav møder hver dag op ved klubhuset i Ribe og er hver dag på åen i deres kajakker. Sofia går på efterskole ved Silkeborg. En skole, der også tilbyder roning, så hun klarer træningen her.
Træningen mandag og onsdag i Ribe sker det under ledelse af en af de tre trænere, der arbejder med de unge. Det er primært Thomas Pedersen, der har roet i syv år og startede, da han gik i 7. klasse. Også Alex Lyngsøe er træner for de unge, lige som Peter Witt assisterer og står for træningen denne onsdag eftermiddag, hvor Ryk Ind besøger de unge lige før kajakkerne bliver sat i vandet.
Inden det sker, er der en god gang opvarmning med store bevægelser i armene, hoftevridninger, armbøjninger og meget mere, så hele kroppen er klar til at yde det bedste på vandet.
Denne eftermiddag er det specielt starten, der bliver trænet, for starten har stor betydning for resten af løbet, hvor de unge dyster på 200 meter, 500 meter og 2500 meter.
Thorbjørn, Liselotte og Vladyslav har roet i henholdsvis to og tre år, så det er hurtigt, de har kvalificeret sig til DM.
– Hvorfor bruger i så meget tid på det og tager til DM?
De tre er enige om, at det er fordi, det er sjovt, og å er der også et dejligt sammenhold i klubben.
– Men, som Thomas føjer til, så må der også godt komme medaljer med hjem.