Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune. Fredag den 27. dec.
– Der kommer et blankt vandspejl i Mølledammen, men hvordan det skal ske, må vi vente at høre.
Sådan siger den konstituerede formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, Jørgen Ahlquist.
Udsagnet kommer i anledning af, at Ryk Ind Ribe, har spurgt de tre lokale byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet, om deres syn på problemerne omkring Mølledammen.
Som bekendt vil Venstre nu forlange, at der igen bliver skåret grøde i Mølledammen, og det støttes af Konservative, mens Dansk Folkeparti vil have spørgsmålet drøftet i byrådets blå blok.
Formanden for udvalget for teknik og byggeri, socialdemokraten Søren Heide Lambertsen, er chokeret over Venstres udmelding og mener ikke, det overhovedet kan komme på tale at skære grøde i Mølledammen på grund af love og regler.
Derfor mener vi på Ryk Ind Ribe, at det kunne være relevant at høre Jørgen Ahlquist, Nini Oken og Karen Sandrini om deres syn på sagen med baggrund i deres store lokalkendskab.
Jørgen Ahlquist siger: – Forvaltningen har lovet os et blankt vandspejl på Mølledammen. Dette glæder vi i os til. Hvordan dette skal ske, venter vi på at høre. Om grødeskæring er en del af løsningen, må forvaltningen samt Teknik & Byggeudvalget finde frem til.
Nini Oken siger, at ripenserne kender hendes holdning, og at hun vil lade Søren Heide Lambertsen køre processen færdig, på den måde, han mener er rigtig.
Karen Sandrini peger på, at hvis Venstre ønsker at stemme ønsket om grødeskæring igennem, kommer sagen for første gang i udvalget for plan og miljø, hvor Karen Sandrini er formand. Efter det vil Karen Sandrini lave en udtalelse.









































































