Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 14. august
Covid19 har sat en stopper for mange ting, og hos firma Ib Laursen i Øster Vedsted har Covid19 bl.a. betydet, at man ikke har kunnet markere flere milepæle i firmaets historie. F.eks. at man ikke kunne markere firmaets 50-års jubilæum, at man ikke kunne markere ibrugtagningen af den spændende, nye administrationsbygning, man kunne ikke tage på messer i det normale omfang men indsatte i stedet lastbiler som kørende showrooms, og direktør Peter Laursens 50 års fødselsdag blev heller ikke markeret med en reception.
Dette til trods kører virksomheden på fuldt tryk med op mod 60 ansatte og stor travlhed i alle afdelinger inklusive den nye administrationsbygning, som tager sig flot ud fra hovedvejen og Øster Vedstedvej. En bygning, der af eksperter er blevet meget rost og præmieret for sit udseende og indpasning i det flade marsklandskab.
Ib Laursen, der i dag er seniorrådgiver og bestyrelsesformand i firmaet mens sønnen, Peter Laursen, er administrerende direktør, fortæller, at bygningen er tegnet af arkitektladen i Ribe, mens Ib Laursen selv har stået for projekteringen sammen med tømrermester Gregers Bruun fra firmaet H. Bruun og Søn. Det firma har i øvrigt lavet alle de mange nye bygninger og udvidelser, som i dag udgør fa. Ib Laursen. Nørgaard anlæg har stået for udenoms arealerne, der også skiller sig ud fra det vanlige med bonsai-træerne og i øvrigt en minimal beplantning og spændende udendørs lamper.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ib Laursen fortæller, at man i det hele taget netop har haft mange overvejelser om indretning og udseende, for at få en bygning, der passer godt ind til det, firmaet beskæftiger sig med – salg af brugskunst. Et salg, der i dag foregår i omkring 50 lande til omkring 5000 kunder med 3500 varenumre på hylderne. Noget, der kræver meget stor lagerplads og logistik at holde styr på.
I de store lagerhaller og ikke mindst i pakkeriet summer det af liv, og personalet bruger små eldrevne vogne, som de selv kan stå på alt imens de kører rundt mellem de mange hylder og henter varerne til pakkeriet, hvor de gøres klar til forsendelse til de mange aftagere. Uden sådanne vogne ville medarbejderne komme til at gå utroligt mange kilometer på de lange gange hver dag.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tilbage til administrationsbygningen, hvor der er gjort meget ud af farve- og materialevalg netop for at det skal supplere firmaets vareudbud. Her har firmaets designere bl.a. været kraftigt inde over, og en af de ting, der falder i øjnene er de ”gammeldags” skydedøre i træ kørende på en skinne over døren. De er brugt som adskillelse ind til toiletafsnit, teknikerrum, depotrum og lignende.
– Dem har vi valgt i stedet for traditionelle døre netop for indvendigt også at give indtrykket af en lade, fortæller Ib Laursen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det meste af administrationen med egen designafdeling og top moderne fotoatelier er indrettet i stuetagen i forbindelse med det store showroom, mens førstesalen bl.a. rummer en meget stor, lys og venlig kantine med tilhørende terrasse mod øst, så der er læ for vestenvinden. På 1. sal er også direktørkontorerne, og fra hele etagen er der et fantastisk udsyn over det flade marskland og ind mod Ribe med domkirken.
Et udsyn der på fineste vis symboliserer det ud- og fremtidssyn, Tove og Ib Laursen havde, da de for 50 år siden stiftede firmaet og gik fra detailhandel til engros handel.














































































