Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse Jørgensen og Ribe Camping. Mandag den 25. februar.

Der er travlhed på alle fronter på Ribe Camping i øjeblikket.

Ikke alene er der travlhed med at gøre den nye receptionsbygning og en ny servicebygning færdig, men der er også travlhed med booking af pladser til den kommende sæson ligesom campingpladsen har haft den hidtil bedste vintersæson i 2020/2021.

Det fortæller Anne Sehested Hansen, der sammen med ægtefællen Jonas Grønbeck Sørensen ejer pladsen.

Den nye receptionsbygning skal sammen med servicebygningen stå færdig i midten af marts.

– Vi skal gerne være flyttet ind senest den 27. marts, for da begynder sæsonen for alvor, fortæller Anne Sehested Hansen, der også kan fortælle, at byggeriet skrider planmæssigt frem, og at håndværkerne i øjeblikket er i fuld gang med at isolere bygningen.

Den nye receptionsbygning kommer til ud over receptionen at rumme butik og et cafeområde, og desuden ændres pool området i forbindelse med byggeriet, så der dels bliver selvstændig indgang til poolen med separate bade- og omklædningsforhold, ligesom der bliver et større fliseområde med plads til flere solvogne.

Foran servicebygningen indrettes der et nyt Torv i forbindelse med indkørslen til pladsen.

Som nævnt har den snart overståede vintersæson været den hidtil bedste.

– I sæsonen 2017 havde vi 70-80 sæsonpladser, mens vi i denne vinter har haft 150 sæsonpladser. Det er også derfor, vi var nødt til at lave den nye servicebygning, fordi gæsterne om vinteren bruger servicebygningerne meget mere end om sommeren.

– Vi oplever også i øjeblikket mange bookinger til sommersæsonen. Normalt er det weekender, folk booker på dette tidspunkt, men i år er det også de øvrige dage.

– Er det corona-krisen, der giver den store travlhed, fordi folk ikke kan rejse ud af landet?

– Det er ikke hele årsagen. Siden 2017 har vi fordoblet antallet af sæsonpladser om vinteren, og det skyldes jo ikke corona det hele. Så det er nok både corona og så andre ting, siger Anne Sehested Hansen.

Den nye servicebygning kommer ud over de almindelige servicefaciliteter til at rumme et hyggehjørne med sofa og TV.

Den nye hovedbygning skyder godt i vejret.

I den nye hovedbygning bliver der separat adgang til pool via bad- og omklædningsrum

Den nye servicebygning skyder også i vejret.