Tekst & Foto: Johnny Tauman
23. april 2021

Nationalparkskibet Vadehavet har en lang række opgaver i kalenderen for perioden maj til september. Skibet skal bla. til indvielsen af Sønderho Havn, der er kronen på værket i et storstilet projekt, som bla. skal genetablere sejladsen mellem Sønderho og Ribe – og dermed åbne op for flere besøgende skibe. Indvielsen er planlagt til lørdag d. 26. juni.

Allerede 6. maj holdes der opstartsmøde for de frivillige  omkring Vadehavet – og så er der planlagt en sejlads med TV 2 d. 12. maj, inden skibet skal til Ho pinselørdag.
Det bliver også til fire dage med Københavns Universitet, inden Vores Vejr har booket sig ind i uge 30 med udsendelser over fire dage.
Endelig bliver der plads til sejlads med skoleelever seks dage i september. Den sidste officielle booking er 26. september ved Marbæk / Nationalparkdag.