Der er noget ved alle ting

men det er som bekendt ikke alle ting, der er noget ved.

Tag nu taksterne for de offentlige transportmidler her på egnen og ikke mindst til og fra Ribe. De skal laves om for at de, der bruger det offentlige transportsystem, kan få mere retfærdige takster.

Når man tænker tilbage på, hvordan det var billigere at købe en billet fra Esbjerg til Rejsby, hvis man skulle til Ribe, fremfor at købe billetten kun til Ribe, er det ok, at systemet ændres. Det er det også, når man ser på, at i øjeblikket kan det koste et beløb at køre over fire zoner i en retning, mens det kan koste et andet beløb at køre over de samme fire zoner blot i modsat retning.

Hagen ved det hele er, at det nye og mere retfærdige takstsystem gør det dyrere at pendle eksempelvis mellem Esbjerg og Ribe med tog og ved brug af rejsekort.

I dag koster det 34 kroner med rejsekort, men med det nye system stiger prisen til 45 kroner. Turen mellem Ribe og Bramming Koster i dag 23 kroner med rejsekort, men den pris stiger til 38 kroner.

Direktøren for FynBus, der er talsmand for det Takst Vest, der står bag det nye system, fortæller til JydskeVestkysten, at 89 procent af de rejsende oplever prisfald med det nye system, og at systemet ikke er indført for, at trafikselskaberne skal tjene penge. Den nye ordning er samlet set provenuneutral.

Det nye system træder i kraft den 18. marts.