Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, mandag den 7. juni

I løbet af kort tid vil de forbrugere, der får vand fra Roager Vandværk, være helt sikret mod, at der kommer pesticider i drikkevandet. Det skyldes en aftale med naboerne om pesticidefri dyrkning af jord op til en boring.

Vandværket får vand fra to boringer, og den ene boring er allerede beskyttet mod indtrængende pesticider. Og nu skal den anden boring også beskyttes ved, at der laves aftale med tre naboer til boringen om, at de ikke bruger pesticider på de marker, der støder op til boringen.

Sagen var til behandling på byrådets møde mandag med henblik på, at byrådet kan foretage ekspropriation for at sikre boringen, hvis ikke der opnås enighed med lodsejerne om pesticidefri dyrkning af jorden inden maj 2022.

Formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S), kunne dog fortælle, at der er opnået enighed med de berørte lodsejere om erstatning.

Enhedslistens Sarah Nørris måtte erkende, at hun måtte trække sine ord i sig igen, for hun havde tvivlet meget stærkt på, at der kunne opnås en frivillig aftale.

Det fik borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) lidt drillende til at konstatere: – Jeg fornemmer, at der var lidt ros i dine udtalelser. Det er jo godt.