Tekst, Collage & Foto: Johnny Tauman
20. april 2021
Da det efterhånden er længe siden, at RYK IND RIBE har skrevet om klapbroen, tog vi for nylig kontakt til Departementet i Transportministeriet.
Kontorchef Lasse Winterberg har fremsendt følgende statusrapport.
Tak for dine henvendelser af hhv. d. 31. marts 2021 og d. 10. april 2021 vedr. udvidelsen af rute 11 gennem Ribe og klapbroen over Ribe Å.
Som det fremgår af den senest offentliggjorte halvårlige status til Folketinget om større anlægsprojekter, vil en uændret videreførelse af udbygningen af rute 11 ved Ribe – inkl. etableringen af en klapbro – kræve, at projektet tilføres ekstra midler.
Transportministeren og partierne i forligskredsen har drøftet dette på et møde i september sidste år. På baggrund af mødet forudsættes det videre forløb tilrettelagt således, at vejudvidelsen fortsatte som planlagt, mens beslutning om passagen af Ribe Å – herunder et muligt genudbud af klapbroen og anvisning af finansiering hertil – udskydes til forhandlingerne om en ny infrastrukturplan.
Som du måske har bemærket, fremgår der ikke yderligere finansiering til etablering af en klapbro over Ribe Å af regeringens udspil til en ny infrastrukturplan, Danmark fremad. Der er altså ikke anvist finansiering til etablering af en klapbro for nuværende.
Transportministeren har sammen med finansministeren inviteret Folketingets partier til forhandlinger om en ny infrastrukturplan. Den konkrete prioritering af de enkelte anlægsprojekter vil i sidste ende komme an på, hvad der er opbakning til i Folketinget.
Hvordan ser regnskabet ud for Vejprojektet på rute 11? Og hvad betyder det for det samlede projekt – vej samt klapbro? Der skulle være tilstrækkelig med midler i projektet, hvorfor der ikke skal tilføres ekstra midler.