Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 31. juli 2026

Når den nye tandklinik, Dentist.dk, 1. september åbner i ejendommen Tømmergangen 7, bliver det i første omgang med to tandlæger, en tandplejer og fire klinikassistenter.

Mange ting i tilværelsen skyldes tilfældigheder, og tilfældigheder har også på flere måder spillet ind i forbindelse med indretning af den nye tandklinik i de lokaler, hvor Syd Bank tidligere havde til huse.

Den nye tandklinik bygges med plads til udvidelse. Således bliver der plads til ikke færre end otte behandlingsrum plus tilhørende servicerum i det store lokale, der tidligere rummede banken.

Mikkel Ro Larsen, der sammen med Bjørn Nedergaard står bag kliniksamarbejdet Dentist.dk med klinikker over hele landet, fortæller, at den nye klinik står færdig til patienterne den 1. september.

– Egentligt var vi på udkig efter lokaler til en klinik i Sønderborg, og jeg kontaktede en god ven, der er ejendomsmægler, for at høre om han havde noget egnet i Sønderborg. Det havde han men sagde samtidig, at han da også havde en ejendom i Ribe. Om det ikke var noget? Den købte vi og er altså i fuld gang her, men vi begynder i løbet af efteråret i Sønderborg, fortæller Mikkel Ro Larsen.

Håndværkerne er i øjeblikket i fuld gang med at bygge det store, åbne tidligere banklokale om til klinikken, hvor patienterne i første omgang kommer ind i et stort, lyst lokale, der rummer reception og venterum. Herfra skaber brede gange adgang til selve kliniklokalerne, kontor, røntgenrum, personalerum med mere. De brede døre og gange sikrer, at det hele er handicapvenligt.

Tønderdrengen Mikkel Ro Larsen er i øvrigt ikke ukendt med Ribe.

Mine forældre blev skilt og min far fandt senere en ny kone, der havde en søn på min alder – Han boede hos sin far i Ribe. Vi blev meget gode venner, så i mine unge år kom jeg meget til Ribe og kender området og mange mennesker fra den gang, lyder det fra Mikkel.

– Min far havde en tandlægeklinik i Tønder, og mens jeg læste til tandlæge i Århus, ville en af hans ansatte tandlæger prøve noget nyt.

– Jeg skulle bestemt ikke tilbage til Tønder, men da min fars kompagnon fik en blodprop, tog jeg hjem – Og det har jeg aldrig fortrudt.

Han slår i øvrigt fast, at det at gå til tandlæge er meget en tillidssag.

– Det er det samme, som når jeg kører min bil på værksted. Hvis mekanikeren siger, at bremserne trænger til at blive skiftet, er jeg nødt til at stole på ham, selv om jeg måske føler, at bilen kan bremse. Jeg må stole på, at han råder mig bedst muligt, og sådan er det også at være ved tandlæge.

– Derfor betyder det meget for os i Dentist.dk, at patienterne får en grundig forklaring på de behandlinger, vi anbefaler og derved kan føle sig trygge, slår Mikkel Ro Larsen fast.

Brede gange og døre gør klinikken handicapvenlig