Tekst Hasse Jørgensen, fotos Rene Jørgensen, Ove Detlevsen og Hasse Jørgensen. Lørdag den 30. marts.

Det er næppe sandsynligt, at der indføres to timers parkering med parkeringslicens til beboerne på Damvej og Holmevej i denne omgang.

Af udvalget for teknik og byggeris dagsorden til mødet den 5. april fremgår det, at indstillingen går på, at man ikke indføre denne ordning nu. Det sker ifølge forslaget efter samråd med beboerne i de to gader, og årsagen er, at der er mangel på parkeringspladser i området, og at denne mangel formentligt bliver større, når turistsæsonen for alvor indtræder.

Det foreslås, at der indføres forbud mod standsning af biler mellem stien fra Damvej til P-syd, og stien fra Damvej ind over kirkegården til byen. Det foreslås for at lette oversigtsforholdene det pågældende sted.

En interessant detalje er, at det åbenbart er tilladt for personbiler at parkere på den plads, der ellers ved skiltning er forbeholdt busser og autocampere.

Muligheden for personbilernes parkering på stedet opstår, fordi der under skiltningen for busser og autocampere står, at disse kun må holder der 48 timer. Det skulle ifølge dagsordenen betyde, at personbiler er velkomne på pladsen. En ting, der sikkert vil interessere de mange, der har fået en parkeringsbøde på stedet.

RYK IND RIBE arbejder på at få en kommentar fra parkeringsselskabet, der udsteder parkeringsafgifterne i Ribe.

Tidsbegrænsningen på de 48 timer for busser og autocampere betyder, at p-bilerne må holde der ubegrænset.

Af udvalgets dagsorden fremgår også, at der foreslås en parkeringstælling før, under og efter turistsæsonen, samt at en eventuel færdiggørelse af parkeringsplads Syd hvad an går delen syd for Haulundvej søges medtaget i budgetprocessen for næste år.

Denne plads var oprindeligt tænkt som aflastningsplads, men den har i de seneste lange tider været brugt som oplagsplads for de arbejder, der har været gennemført inde i Ribe, og hvor der ikke er lagerplads i de snævre gader.

Problemet med manglende parkeringspladser i sydbyen er ikke blevet mindre af, at handelsskolen og katedralskolen er fusioneret, hvilket har betyder, at handelsskolens elever rent fysisk er flyttet ind i nybyggeriet ved katedralskolen.

Beboere på Damvej og Holmevej har med underskriftsindsamling plæderet for at få to timers parkering på de to veje, mens en elev fra katedralskolen med en selvbestaltet undersøgelse har dokumenteret, at der er mangel på p-pladser.

Det bliver nu i første omgang op til medlemmerne af teknik- og byggeudvalget at bestemme, hvad der skal ske, men normalt vil indstillingen på dagsordenen blive fulgt.

Færdiggørelsen af P Syds udvidelse foreslås medtaget i næste budgetprocedure.