Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 4. februar 2023

Der bliver næppe tale om et forbud mod fyrværkeri i det indre Ribe eller andre steder i kommunen.

Det er forvaltningen teknik og miljø, der har kigget på sagen, og konklusionen er, at forvaltningen ikke kan anbefale, at der arbejdes videre med planerne om et fyrværkeriforbud.

Sagen blev i sin tid rejst af daværende udvalgsformand Karen Sandrini (S). Baggrunden var frygt for, at fyrværkeri kunne medføre en brand i den indre by med de gamle huse, der ligger meget tæt.

Som Karen Sandrini den gang sagde, handler det om at passe på vores naturarv.

Forvaltningen har undersøgt sagen, og der kan ikke med baggrund i Beredskabsloven og brandlovgivningen indføres et fyrværkeriforbud.

Sagen kommer på klima og miljøudvalgets møde på fredag.

Af dagsordenen fremgår det, at beredskabschefen har fået sagen forelagt. Beredskabschefen vurderer, at i dette tilfælde er der rent beredskabsmæssigt ikke noget, der indikerer behov for anderledes anvendelse i Ribe som i en hver anden form for bymæssig bebyggelse.

Beredskabschefen oplyser, at brug af fyrværkeri skal altid ske forsvarligt og hensigtsmæssigt i passende afstand fra såvel bygninger som mennesker. Forkert eller skødesløs anvendelse vil altid medføre en risiko, når vi taler om brug af åben ild eller fyrværkeri.

Det bliver nu klima- og miljøudvalget, der skal tage stilling til spørgsmålet.