Tekst og foto Hasse Jørgensen, kort Esbjerg Kommune, torsdag den 18. september 2025

Efter Lokalråd Ribe Midt har påpeget problemer ved krydset, hvor Saltgade munder ud i Plantagevej, bliver sagen nu taget op af kommunens tekniske forvaltning med henblik på at forbedre forholdene.

Det fortæller formanden for Lokalråd Ribe Midt, Willi Weber, der har haft formanden for by- og planudvalget, Henning Ravn (V) med på besigtigelse i krydset.

Willi Weber påpeger, at krydset er meget trafikeret af kørende trafik, og dertil kommer, at mange fodgængere passerer krydset på vej til og fra Føtex, forretningerne i Marsk Centret samt Ribe Camping. Og det giver anledning til farlige situationer.

– Problemet er, at Saltgade er forsynet med fortove hele frem til T-krydset, og på den anden side er der en flisebelagt sti op til Føtex, ligesom der er et vejstykke op til lyskrydset ved hovedvejen-Farupvej-Obbekjærvej.

– De fodgængere, der kommer nord fra, kan se fortovet ved Saltgade og se, at det fører lige ind i byen. Derfor er der mange både lokalkendte og ikke lokalkendte, der bruger den vej. Og det samme gælder, når folk skal til eller fra Føtex eller campingpladsen. Så følger de fortove og gangsti og krydser den meget trafikerende Plantagevej, siger Willi Weber.

I en mail til lokalrådet har Henning Ravn oplyst, at problemet vil blive undersøgt, og at forvaltningen er af den opfattelse, at fortovene ved Saltgade ikke bør være der helt ud til T-krydset. Man vil nu undersøge mulighederne for at få folk til at bruge den røde tråd, der går fra Kvickly over åen til en fodgængerovergang tæt ved rundkørslen ved Nørremarksvej og herfra videre til Føtex og Moltkes Alle.

Krydset, det drejer sig om