Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 15. januar 2024

Ansættelsen af en oplevelses- og kulturkonsulent i Esbjerg Kommune mandag eftermiddag gik ikke stille for sig i byrådet. Fra stort set alle partier i byrådssalen blev Socialdemokratiet beskyldt for forligsbrud, og flere ordførere nævnte, at det fremover bliver svært at indgå et tillidsfuldt forlig med Socialdemokratiet.

Baggrunden for sagen er, at et markant flertal i byrådet i budgetforhandlingerne er blevet enige om, at der skal afsættes 50 millioner kroner til at udvikle kulturen i Esbjerg.

”Visionen for Esbjerg by er, at Esbjerg skal være en levende storby med et rigt oplevelses- og kulturliv, hvor borgere og besøgende søger samvær, trives og udvikles” som det hedder i dagsordenen.

Det var også det, borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slog på, da han forelagde dagsordenspunktet.

Han fortalte videre, at Socialdemokratiet og den nuværende løsgænger, Sabrine Bech Bartholin, (Tidligere Ny Borgerlige. Red.) havde stemt mod forslaget i økonomiudvalget.

Sabrine Bech Bartholin gjorde gældende under behandlingen af sagen i byrådet, at hun mente, at midlerne kunne anvendes bedre, og at hun heller ikke var med i budgetforliget.

Jakob Lykke (S) gjorde i sin tale rede for, at han mente, at den demokratiske proces om hele sagen havde været meget ringe. Han erkendte, at partiet var med i budgetforliget, men at partiet efter følgende ikke har været involveret i sagen.

Den konservative Mai-Britt Andrea Andersen var tydeligt indigneret over, at et håndslag ikke er nok, når det gælder et forlig.

– Det er åbenbart nødvendigt at skrive det hele ned for at undgå misforståelser. En aftale er åbenbart ikke længere en aftale. Det er ærgerligt, konstaterede Mai-Britt Andrea Andersen.

Jakob Lose (V) holdt på, at S har været med hele vejen i forhandlingerne.

Diana Mose Olsen (SF) havde respekt for, at Sabrine Bech Bartholin allerede under budgetforhandlingerne meldte, at hun ikke kunne være med.

– Men det er problematisk, at S bryder forliget. Kommer man i tvivl om noget i forliget, indkalder man forligspartierne til en forklaring. I kunne jo have sendt en e-mail, sagde Diana Mose Olsen direkte henvendt til S.

Jesper Frost Rasmussen (V) pegede på, at der er ikke nogen forudsætninger i sagen, der har ændret sig.

– En konsulent skal sikre, at pengene i puljen bruges rigtigt. Ingen er kommet med ændringsforslag. Det er en tynd kop te, S er ude med. Det bliver svært at lave stabile aftaler fremover, sagde borgmesteren direkte henvendt til S.

Den efterfølgende afstemning viste, at 10 stemte mod ansættelsen af konsulenten – S og Sabrine Bech Bartholin, mens de øvrige – 21 i alt – stemte for forslaget.