Tekst og foto Hasse Jørgensen. Onsdag den 31. oktober.
Alt tyder på, at der indtil 2007 blev skåret grøde i Mølledammen to gange om året.
Indtil 2007 var det amtet, der havde ansvaret for grødeskæringen i vandløbene, og da amterne blev nedlagt og regionerne opstod i 2007, overgik ansvaret for grødeskæring til kommunen.
Når udvalget for teknik og byggeri mødes på fredag, er grødeskæringen i vandløbene og specielt Mølledammen i Ribe sat på dagsordenen.
Der har lokalt været stor kritik af den måde, grødeskæringen er varetaget på både i vandløbene, i Mølleammen og i slotsgraven ved Slotsbanken.
Fra teknisk forvaltning er det flere gange – bl.a. i et brev til Rykindribe – hævdet, at grødeskæringen har fundet sted, ligesom det skete under amtets regi.
I et notat fra teknisk forvaltning med titlen ”Videre proces for vedligeholdelse af Mølledammen” hedder det ”Der har i et meget lille omfang formentligt været slået grøde i Mølledammen i starten af år 2000”
Kendsgerningerne er, at der efter kommunen har overtaget ansvaret, har det været meget sporadisk med grødeskæringen, og det har bl.a. bevirket tilgroning af Mølledammen, vandløbene ved Ribe og ikke mindst Ribe å ved Ringvejsbroen.
Alt tyder på, at indtil 2007 var der en meget systematisk grødeskæring.
Det fortæller to af de personer, der var dybt involveret i den. Herlev Lorenzen, Ribe, der fysisk var med til grødeskæringen, samt Finn Heintzelmann, Ribe, der var ansat ved amtet med vandløb som arbejdsopgave.
Herlev Lorenzen husker, at der med jævne mellemrum blev skåret grøde i vandløbene, når det var tiltrængt, og at der blev skåret grøde i Mølledammen to gange årligt under normale omstændigheder.
Finn Heintzelmann: – Når vi taler om Mølledammen blev der skåret grøde to gange om året. Det var amtets ansvar at forvalte vandløbsloven, og hvor meget, der blev slået de forskellige steder, afhang af omstændighederne. I Mølledammen var det normalt to gange årligt.
– Det undrer mig i øvrigt, at der aldrig blev lavet en afleveringsforretning, da kommunerne tog over. Den erfaring, der eksisterede, er jo forsvundet, men der må vel være nogle gamle arkiver, man kan kigge i.
Til udvalgsmødet på fredag har et flertal i byrådet bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Borgerlisten stillet en lang række kritiske spørgsmål til forvaltningen om grødeskæringen.










































































