Tekst Hasse Jørgensen, foto private, tirsdag den 19. marts 2024

Storken er en dejlig flyver, sang Shu-bi-dua, men den er åbenbart ikke nogen særlig god navigatør. I hvert tilfælde har den svært ved at finde Ribe som endelig destination.

Og det til trods for, at der både af private og ikke mindst Ribe Storkelaug gøres en masse for at tiltrække den flotte fugl, der stortrives syd for grænsen.

I sin beretning på generalforsamlingen i storkelauget kunne oldermanden, John Frikke, fortælle, at arbejdet med at styrke storkens muligheder i og omkring Ribe fortsætter, og inden for de seneste tre-fire år er der faktisk oprenset eller etableret et pænt antal søer og vandhuller i området. Det drejer sig om små og store projekter i Tange-området, Favrholdt syd for Seem, Seem, Munkesøgård, Roager, Ø. Vedsted og nu senest i efteråret 2023 nye skrab ude ved Sdr. Farup Klæggrave, som Naturstyrelsen og Nationalpark Vadehavet har etableret. Ellers er de fleste af vandhullerne finansieret af Storkene.dk.

– Inge og Tonny Christensen på Haderslevvej – som jo også et godt bud på en ynglelokalitet – har også lavet 2-3 søer men kunne ikke få lov af Esbjerg Kommune til at lave vandhuller i de fugtige dele af Ribe Østerå-dalen (§3-arealer). Store dele af Østerå-området er således ’problematiske’, men kan vi   finde Arealer på ’kanten’ af ådalen, som ikke er §3, så kan vi måske få lov.

– Ove Beck og Claus Christensen har et areal ude ved Nipsvej. Her kan der anlægges to nye storkehuller, og lauget er i gang med at undersøge mulighederne yderligere. Der skal i givet fald søges om en §3-tilladelse hos kommenen, og vandhullerne kan tidligst blive anlagt i sensommeren 2024.

– Således er der lavet en hel del nye levesteder for storkens føde inden for de seneste år, og vi har i storkelauget besluttet, at der også skal være fokus på oprensning og vedligehold af de eksisterende levesteder. Samtidigt arbejder lauget sammen med den lokale padde-ekspert, Jens Vahl, på at lave en liste over egnede lokaliteter til udgravning af 10 nye søer til padder og storke – fortrinsvist på offentlige arealer og fortrinsvist i en rimelig nærhed af byen.

– Set i lyset af de mange eksisterende og kommende vandhuller og skrab, så har vi i bestyrelsen aftalt, at der skal laves en samlet kortlægning af levestederne, så der fremadrettet er noget at planlægge ud fra, sagde John Frikke bl.a.

Ud over de 5 reder, som Storkelauget har under dets vinger, så er der i årenes løb sat reder op rigtigt mange andre steder i og omkring byen.

– Det takker vi for og ser det som en indsats af allerstørste betydning. En indsats som i sidste ende kan få storken til ’at bide sig fast’ – forudsat, at fødeudbuddet kan matche antallet af rede steder! I lauget arbejder vi også på at få en samlet  kortlægning af de eksisterende reder, så rådgivningen omkring eventuelle, nye reder kan blive mere kvalificeret, sagde John Frikke.

Efter generalforsamlingen på Hotel Dagmar blev følgende valgt til storkelaugets bestyrelse og med følgende konstituering;

Oldermand: John Frikke. Ceremonimester:  Ole Lauritzen, Kassemester: Esther Hoftijzer. Redemester: Ove Beck. Storkebroder: Jens Vahl. Suppleanter: Jens Bang og Jens Ole Fassel. Revisor: Jan Schmidt. Revisorsuppl: Trygve Martinsen. Suppleanter: Jens Bang og Jens Ole Fassel.