Tekst Hasse Jørgensen, foto og kort Esbjerg Kommune samt Ryk Ind Ribe, fredag den 19. august 2022

Det er måske ikke helt så meget ”op ad bakke” at få etableret en bademulighed i Ribe Østerå, som det i første omgang så ud til.

I hvert tilfælde har byrådets klima- og miljøudvalget bedt forvaltningen om at gå videre med undersøgelserne af muligheden for at etablere bademuligheden.

Det er bl.a. flere beboere, der har ytret ønske om denne bademulighed som beskrevet i Ryk Ind Ribe for få dage siden.

– Vi har bedt forvaltningen om at arbejde videre med sagen, og den er bestemt ikke afvist, fortæller formanden for klima- og miljøudvalget, Jørgen Ahlquist (S).

Han fortæller videre, at det forvaltningen i første omgang skal undersøge er, hvorvidt vandet er rent nok til badning.

(Billedet fortsætter under artiklen)

Jørgen Ahlquist

– Der er ikke nogen steder i Danmark, hvor man har registreret et såkaldt å-bad, og kan det lade sig gøre ved Ribe, er det rigtig god ide. Det afhænger bl.a. af badevandskvaliteten, og den skal undersøges, som vi gør det alle andre steder, hvor der bades – f.eks. i havet. Og det er klart, at vi ikke kan lave noget kommunalt bad, hvor kravet til vandkvaliteten ikke er overholdt, fortsætter Jørgen Ahlquist, der fortsætter:

– Personligt kan jeg rigtig godt lide ideen, og i det gamle Ribe har der været åbad før bl.a. i Mølledammen og i kanalen foran Kammerslusen, hvor der var et konkurrencebassin. Det sidste var ved det gamle stadion, så det er ikke nye tanker, og i forhold til hele klimadebatten er det en god ide at bruge naturen, påpeger Jørgen Ahlquist, der også påpeger, at vinterbadere har efterlyst mulighed for at bade i åen.