Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 16. februar 2024
Prøv at holde vejret i 6 minutter og 13 sekunder! Det er lang tid uden frisk luft i lungerne, og det er langt de færreste, der vil kunne komme i nærheden af det. Men det er ikke desto mindre det, den 58-årige fridykker Dennis Duus Feddersen, Ribe, kan.
Han har netop kvalificeret sig til de danske mesterskaber i fridykning i weekenden i uge 17 i Odense Svømmehal med de 6 minutter og 13 sekunder uden frisk luft i lungerne, og desuden er det hans personlige rekord.
Dennis Duus Feddersen er medlem af dykkerklubben Sælhunden i Ribe, og fridykning vil sige, at man ikke dykker med en iltflaske på ryggen. Man dykker uden hjælpemidler.
Dennis Duus Feddersen har i mange år dyrket undervandsjagt, hvor han svømmer med en harpun i hånden og skyder fiskene. Også det foregår uden iltflaske på ryggen.
– Jeg startede som fridykker for et par år siden, og det hele handler om træning og nogle bestemte øvelser. Og så prøver man bare at give den gas, fortæller Dennis.
– Hvorfor gør du det?
– For sportens skyld, og så har lungerne godt af at blive trænet.
Dennis fortæller, at han altid har interesseret sig for dykning, og han har dykket på vrag flere gange. Bl.a. ved Langeland, hvor han var 11 meter nede uden flaske.
– Det længste, jeg har været nede uden flaske, er 30 meter. Når vi dykker uden flaske, har vi den fordel, at vi kan stige lige til vejrs uden pauser, når vi skal have luft. Dykkere med flasker er nødt til at have pauser, når de skal op, hvis de vil undgå dykkersyge, lyder det fra Dennis.
Han forklarer også, at det at holde vejret så længe både handler om træning og er noget mentalt.
– Det tog mig halvandet år at gå fra at kunne holde vejret i fem til seks minutter. Kroppen skal vænne sig til det. Ulden ilt lukker kroppen ned for alle lemmer. Den koncentrerer sig om hjerne og hjerte og andre vitale dele. Når man ikke trækker vejret, opstår der CO2 i lungerne. Derfor vil man trække vandet, og gør man det ikke, vil kroppen begynde at reagere og man føler ubehag, men det kan skydes væk ved afledningsmanøvre. Man kan sige til kroppen, at den skal slappe af. Det er mentalt. Man skal sige til sig selv, at der er ilt nok, og man skal prøve at slappe af i ubehaget, forklarer Dennis.
Han forklarer også, at der ved konkurrencer altid er sikkerhedsdykkere med, der kan gribe ind, hvis noget skulle gå galt.
Ved DM dystes der i tre discipliner. Status gælder om at holde vejret og ligge stille, dynamisk, som Dennis stiller op i, gælder om at komme frem og tilbage så langt som muligt med finner. Tredje disciplin er dynamisk uden finner.
Verdensrekorden i fridykning er 11,35 minutter, mens den danske rekord er på 6,38 minutter.