Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 24. august
1400 unge håndboldspillere fra hele Danmark samt Flensborg Handewit og TSV Kiel har i denne weekend indtaget Ribe.
Årsagen er, at Ribe HK afvikler sit store elitestævne for toppen af den danske håndboldungdom. Det betyder, at der ikke alene spilles håndbold i alle haller i Ribe Fritidscenter, men Kongeåhallen, hallerne i Rødding og hallerne i Egebæk-Hviding er også belagt af de mange håndboldspillere.
Transporten mellem Ribe Fritidscenter og de øvrige haller bliver klaret af busser, der kører i pendulfart mellem de forskellige destinationer, og de mange spillere er indkvarteret rundt om på skolerne.
De unge håndboldspillere får i tilgift en pokalkamp i aften i Ribe Fritidscenter mellem Ribe-Esbjerg HH og TT Holstebro. En kamp der spilles klokken 20, og der er ingen tvivl om, at de mange gæster vil være med til at hæve stemningen i hallen.
I skrivende stund er det store stævne afviklet til alles tilfredshed, og der spilles virkelig godt håndbold, da det som nævnt er eliten af ungdommen, der er samlet.
Stævnet slutter i morgen, søndag, sidst på eftermiddagen.















































































