Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 29. august 2026

Den traditionsrige og agtværdige forening Bænkebidderne af 1860 har indført en ny tradition, nemlig kåringen af den bedste hjemmebryggede bitter.

Det skete i forbindelse med foreningens traditionelle sommerudflugt, som altid starter fra Hotel Ribe og går en tur und i det grønne. I år valgte bestyrelsen, at deltagerne skulle blive på hotellet og indtage frokosten her, for skulle turen foregå ud i det grønne, ville det blive en meget våd tur med de regnbyger, der kom i løbet af lørdag formiddag.

Til gengæld blev det en særdeles hyggelig frokost inden døre, hvor mange indtog hotellets fornemme madpakke.

Men tilbage til konkurrencen om den bedst hjemmebryggede bitter.

Seks modige personer havde givet sig i kast med konkurrencen og mødte op med syv forskellige former for bitter. Lad det være sagt med det samme:  de var alle gode.

Vinderne blev fundet af den snes deltagere, der var i udflugten, som altså på grund af vejret ikke blev nogen udflugt. Det var et sindrigt pointsystem, der afgjorde, hvem vinderne blev efter at deltagerne havde fået smagsprøver på alle produkterne.

Det blev Mogens Winther, der løb med førsteprisen for en bitter brygget på svenske enebær, og han tog også 3. pladsen for en porsesnaps. 2. pladsen gik til Mogens Finnerup for en bitter brygget på umodne egeknopper.

Vinderen fik et fornemt diplom overrakt af formanden Niels Grün. Diplomet er lavet af kunstneren Bernd Hobom, Ribe, og det vil de kommende år gå til de nye vindere af konkurrencen som et vandrediplom, hvor vinderne får skrevet deres navn på bagsiden.