(Fjerde artikel af fire)
Tekst & Foto: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
5. februar 2022
– Jeg har efterhånden forstået, at jeg ikke kan ”sælge” mine egne ideer til Esbjerg Kommune. Især når jeg ikke selv kan præsentere finansieringen. Her er det vigtigere at plante ideen og lade den vækste. Derfor opfordrer jeg, som den afgående formand for lokalråd MIDT, der er blevet overset i visse sager: tag direkte kontakt til det byrådsmedlem, som du stemte på – og lad dem føre sagerne på udvalgsmøder!
– Det er en vigtig pointe, siger Thomas Nielsen, inden han tager fat på mange af de ideer og visioner, som kan løfte Ribes turisme.

Der skal liv på domkirkepladsen
Thomas lægger ikke skjul for sin begejstring for Ribe Domkirke – og ser gerne, at der kommer mere liv på Domkirkepladsen, hvor ølboden efter mange års tovtrækkeri bliver fjernet. Han peger også på, at livet i de gamle brostensbelagte gader og slipper på en eller anden måde skal have et løft. Mon ikke nogle af de mange turismeinteresserede kunne finde løsninger hertil?

Et maritimt mekka
Det maritime Ribe hører også med til en af hjørnestenene, når der tales om turisme. – Hvad nu hvis Bjarne Kiholm har ret? Hvad nu, hvis Ribe Havn igen bliver et maritimt mekka med en attraktiv støberigrund som nabo, tænker Thomas, der ikke forstår, at planerne om træskibsværftet ikke for længst er sat i gang.

Større skibe kan sagtens sejle på Ribe Vesterå – men i dag ikke uden at lægge masten ned. Foto: Kim Kiholm
Rutebåde og skibe
– Jeg savner rutebådene til Kammerslusen, og uden at blinke kommer fortsættelsen: – Og gerne med mig som skipper. Og i samme ombæring bliver det en gevinst for byen, når Karen af Mandø får plads i Ribe Havn. Desuden ser Thomas Nielsen hen til, at broerne ved Frislusen og Midtmøllen genskabes.

Græder over den firesporede vej
Betyder det, at du ser muligheder i Vejprojektet med en oplukkelig bro? – Ja, det gør det – og så skal ringvejen være med vigepladser. Til gengæld græder jeg simpelthen, når jeg ser den firesporede vej gennem skoven. Vejdirektoratet misforstod totalt deres opgave og smadrede denne skønne, historiske plet.

Kan vandtårnet ombygges til udsigtstårn?
Mange, mange ideer
Rækken af forslag kommer som skidt fra en spædkalv. Det er utroligt, hvor mange ideer, der rumsterer – se blot her:
- Få sat brandstigerne op igen, som den i Kølholtsslippe – det er historie, så det basker
- Få fjernet Præstegade 13B (telefoncentralen)
- Få pudset facaderne op på Von Støckens Plads 2 og Overdammen 4-6
- Skab muligheder for udkigstårn i vandtårnet på Tangevej
- Få skabt aktivitet i stationsbygningen
- Find den røde tråd fra den oprindelige vikingeplads i Sct. Nicolajgade og til Ribe VikingeCenter
- Sæt lys på Munkespringvandet
I det hele taget en måde at formidle historien i byen uden at skæmme med flere grimme skilte.

Thomas ønsker lys på Munkespringvandet
Frisk tur uden overtøj
Mens vi lige trækker luft! RYK IND RIBE havde aftalt møde med Thomas Nielsen på Odins Plads for at få fotos til de fire artikler. Og hvem havde glemt overtøj – men var frisk? Vi skal jo ikke have photoshop billeder i overflod. – Er der noget du mon har glemt – noget som betyder noget for dig, Thomas?

Hvis ikke, der gøres noget, vil Mølledammen ende som en sump med siv og pilekrat samt en rende, hvor vandet vil løbe, siger kritikerne af tilgroningen.
Få renset Mølledammen
Kun et stenkast herfra ligger Mølledammen – eller måske snarere Dagmarsåen. – Det er en skandale, der viser, at det er forvaltningen, der har fat i den lange ende og kører rundt med politikerne. Det viser også, hvor svært det er som kommunalpolitiker. Peder Tørnqvist har gjort et arbejde ud over, hvad der kan forventes og alligevel er den ikke renset op endnu. Få nu bare renset den op og lad dem, der vil føre en retssag mod kommunen, gøre det.
Mere er der ikke at sige om den sag, mener Thomas, der dog lige vil smide to sager i ind artiklen – sager, som irriterer ham.
Destination Vadehavet
– Jeg har været modstander af Destination Vadehavet, siden jeg hørte ideen første gang. Det strider imod alt læringen inden for marketing og imod alle de råd diverse eksperter har givet Ribe gennem årene. Når jeg stiller kritiske spørgsmål, får jeg ingen svar, konstaterer Thomas og lade sagen blæse i vinden.
Plads til ”Grå Guld” og børnefamilier
Til gengæld mener Thomas, at Ribe ikke skal være Legoland. – Da jeg startede på Turistkontoret, tænkte jeg nok som de fleste: – Det er børnefamilierne, der har kronerne, det er dem vi sigter efter. Men det er jo ikke sandt. Det ”Grå Guld” har også penge. Og især det ”Grå Guld” i Sydjylland gæster byen igen og igen (iflg. det fattige materiale jeg havde adgang til i 2013).
Thomas fremfører, at hvis vi gør det samme som alle andre og gør børnefamilierne til primære målgruppe, så forsvinder det ”Grå Guld”. De gider ikke børnefamilierne, og de kan godt mærke, når de ikke er primær målgruppe.

Det betyder jo ikke, at man ikke kan have et VikingeCenter eller Danmarks største legeplads. Men det er ikke byens vigtigste målgruppe, og det er faktisk kun godt, at vi ikke skal kæmpe med resten af DK om netop den målgruppe.
Der skal være plads til både det ”Grå Guld” og børnefamilierne.
– Når vi snakker om at slå sig ned og stifte børnefamilie, er Ribe perfekt – Det ved vi jo selv. Her får børnene en tryg opvækst med nogle af de dyder, vi husker fra vores egen barndom. Det er et af de centrale elementer i Thomas tanker om udviklingen, hvor han godt kunne tænke sig, at de unge mennesker blev i byen. Men, pointerer han: – Det er langt vigtigere, at de vender tilbage efter studietiden.
Skal Ribe udvikle sig?
Kigger man i historiebøger, er de mange ændringer, der trods alt er sket i Ribe de sidste 100 år altid sket med den samme sætning: ”Også gamle Ribe må følge med udviklingen”.
– Øh nej – tiden skal helst gå i stå her. Det er derfor folk besøger vores by igen og igen.
Snip snap snude
Og sådan fik også denne artikelserie sin slutning. Thomas er født med 10 tommelfingre – hvis ikke det havde været for IT – så havde han nok efter eget udsagn lidt sultedøden. – Jeg er uddannet inden for økonomi og langt det meste IT resulterer i en økonomisk postering. Det kan jeg se, at mange IT konsulter i dag ikke forstår i dybden. Det gør jeg!
Tak til Thomas for sin åbne og ærlige medvirken i artikelserien.









































































