Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. oktober 2023
– Jolly Jumper skal have en markant placering i højre side af landskabsbilledet, forklarer multikunstner Leif Fogh Jakobsen, Vilslev, som måske også får plads til en lille udgave af yndlingsfiguren Lucky Luke ved en mindre bål på stranden.

Leif vil have Jolly Jumper til at dække huset og telefonpælene i højre side af det gamle billede
RYK IND RIBE er på besøg i et spændende atelier, hvor Leif hele tiden finder nye ideer og skaber sine unikke billeder – og denne gang er det så en parafrase, hvor den karikerede og ensomme cowboy og hans hest Jolly Jumper får nyt liv. Hvorfor den specielle hest med de menneskelige egenskaber – hesten som både griner og lægger ”arm” (eller forben?), skal have den vigtigste rolle i parafrasen, melder historien intet om.
Skal sælges hos Mission Afrika
– Jeg fandt et gammelt landskabsmaleri hos Mission Afrika – skabt tilbage i 40´erne eller 50´erne af en maler ved navn A. Holk, fortæller Leif Fogh Jakobsen. Han har brugt masser af tid og kræfter på at rense billedet og skabe et fundament til lidt sjov, som parafrasen jo giver mulighed for. Det er kort fortalt en genskabning af et værk med et nyt udtryk eller indhold.

Leif har et inspirerende atelier, hvor der nu er gjort klar til næste projekt
Leif er just ikke selv en Lucky Luke type længere. Han har pæren i orden og hænderne skruet rigtig sammen, men ikke ”hurtigere end i sin egen skygge”. – Det var dejligt du kikkede forbi – nu går jeg i gang med parafrasen, som skal afleveres til Mission Afrika og forhåbentlig ved salg i butikken give penge i kassen, lyder det begejstret, og ved det næste besøg d. 25. oktober vil Leif præsentere sit kunstværk. Han har ikke et præcist bud på prisen for parafrasen – men måske 2-3.000 kr.
75 årig reparerer selv i sin bil
Kunstneren, der bor på Vesterbyvej, blev 75 år i januar. Han har nu boet samme sted i siden oktober 2000, og det er lidt specielt: – Jeg nåede vel at bo 30 forskellige rundt i verden, inden jeg slog mig ned her, kommer det med et smil. Han forklarer, at han også lige skal have gjort sin bil klar til syn – har skiftet styrekugler – og nu venter bremserne. – Jeg er jo uddannet mekaniker!

Fantasien rækker langt hos multikunstneren, når han arbejder med sine farverige malerier