Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 10. november

En af de personer, der kender Grænsestien lige fra første færd, er Andreas L. Andreasen, Vester Vedsted. Han har været med i tilblivelsen af grænsestien lige fra den spæde start, og Andreas L. Andreasen har i det nyeste nummer af Sønderjysk Almanak skrevet et vægtigt og interessant indlæg om grænsestien, den historiske baggrund for den daværende grænsedragning, og om grænsestiens tilblivelse.

Og Andreas L. Andreasen har et meget tæt forhold til grænsestien, idet en bror til hans bedstefar Hans Christensen med navnet Johannes Adolf Christensen, var dansk soldat under den preussiske hær under 1. verdenskrig. Johannes Adolf Christensen slap med livet i behold, fordi han sammen med en kammerat valgte at flygte til Danmark, da de to var hjemme på en sjælden tildelt orlov. De to gik fra hjemmet i Sønderjylland til Danmark, hvor den sidste del af turen blev tilbagelagt gennem Vadehavet, til de kom så langt mod nord, at de kunne se Vester Vedsted Kirke, hvor de turde gå i land i vished om, at de havde passeret grænsen.

Johannes Adolf Christensen var i øvrigt også bedstefar til Peder Ravn, Egebæk-Hviding, der er formand for Sønderjysk Skoleforening, der står bag udgivelsen af den Sønderjyske Almanak. Det første nummer af almanakken kom i 1994, og det nye nummer er netop kommet på gaden.

Og det var Peder Ravn, der spurgte fætteren Andreas L. Andreasen, om det ikke var en ide at skrive et indlæg om grænsestien under temaet ”søndagsturen”.

– Og jeg må sige, at den artikel er rigtig godt sat op i almanakken, siger Andreas L. Andreasen, der mindes tiden tilbage til arbejdet med etableringen af grænestien.

– Det var en stor opgave, og det var godt, at der kom et 100 års jubilæum forbi, så Esbjerg Kommune også gik ind i projektet og kunne se det som kommunens fyrtårn i jubilæet omkring genforeningen. Et sådan projekt kræver masser af administration, og det kunne nemt have vokset os fire iværksættere over hovedet. Men heldigvis kom kommunen ind med penge, mindes Andreas L. Andreasen, der i dag privat bor lige ved indgangen til starten af grænsestien i Vester Vedsted.

Og han kan fortælle, at stien er blevet en succes forstået på den måde, at virkeligt mange bruger den og de shelters og informationsstandere, der står ved stien.

– Vi kan jo fra stuen se, hvor mange, der kører ned til stien, og jeg går ofte selv ned til den og taler med de mange, der kommer her.

Ud over Andreas L. Andreasen var det Ove Øllegaard, Henrik Præstholm og Ole Lindholdt, der fik ideen til grænsestien.

Ud over indlægget om grænsestien rummer den Sønderjyske Almanak som vanligt en række gode og læseværdige artikler bl.a. om den lokale kunstner Agnes Smidt, der for nyligt var emnet for en udstilling på Ribe Kunstmuseum. Almanakken kan købes i boghandlerne.

Peder Ravn og Andreas L. Andreasen ved en af de shelters, der er ved grænsestien.