Tekst Johnny Tauman   Foto: Heri H. Niclasen, Ingeniørregimentet
9. november 2018

Som tidligere beskrevet i RYK IND RIBE skal der bygges to midlertidige broer over Ribe Å i forbindelse med anlæg af Klapbroen.
I en ny pressemeddelelse er der fremkommet flere data:
Projektleder Mike Boesen fortæller, at Vejdirektoratet låner broerne med minimale omkostninger, men for Ingeniørregimentet er der meget andet end penge at hente i at levere de midlertidige broer over Ribe Å til Vejdirektoratet.
”I det daglige øver vi os i at bygge broerne hjemme på Skive øvelsesplads. På den måde opnår vi selvfølgelig en stor ekspertise. Men det er alligevel noget andet at få lov til at bygge broerne over en stor vandhindring, hvor de skal tilpasses den øvrige civile infrastruktur. Her, hvor broerne bliver anvendt hver eneste dag af tung trafik, kan vi for alvor teste, hvad vi kan, og opsamle nyttige erfaringer med broerne i en lang driftsfase,” siger Major Lars Stoklund Pedersen fra Ingeniørregimentet.

  • Broen kommer til at bestå af 14 stålsektioner, der til sammen giver en længde på 42,67 m.
  • Broforbindelsen er faktisk to broer. For der lægges to broer ved siden af hinanden, én til hver kørselsretning. Hver bro har en samlet bredde på 6 meter – køresporet bliver 4,2 meter på hver bro.
  • Den samlede vægt for de to broer er cirka 170 tons – og så kommer trafikken oven i.
  • Broerne bygges på land og skubbes ud over åen, efterhånden som de bygges. Det tager cirka 3 uger fra start til slut at bygge broerne, og arbejdet forventes at foregå i juni 2019.