Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 17. april 2023

Det er de færreste, der oplever den rige onkel fra Amerika, der kommer med en rigtig god gave.

Men det er netop hvad Ribe Bold Klub har oplevet, og den gode gave har resulteret i, at RBK mandag eftermiddag kunne tage en helt ny boldlegeplads i brug til glæde for de yngste medlemmer.

Historien er, at dansk-amerikaneren Poul Michelsen med hjemsted i Ribe for mange år siden udvandrede til USA. Poul Michelsen er i dag en ældre herre, og han har for et par år siden doneret omkring 90.000 kroner til RBK på betingelse af, at pengene skulle bruges til noget, der gavnede børn og unge.

– Vi har været et udvalg, der har arbejdet med ideer til, hvad vi skulle bruge pengene til, og vi fandt frem til en boldlegeplads med en række aktiviteter, hvor de mindste kan hygge sig med noget andet end fodbold, hvis de lige trænger til en pause. Og så har vi sat borde og bænke op, så forældre også kan nyde godt af stedet.

– Og det var meget vigtigt for os, at vi fik det færdigt, mens Poul Michelsen stadig er i live, fortæller næstformand i Ribe BK, Simon Hansen, der også kan fortælle, at nu sættes der en takke- og mindeplade for Poul Michelsen op på legepladsen.