Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 2. marts 2023

Enhver, der er kunde i et pengeinstitut – og hvem er ikke det – ved, at udviklingen indenfor dette område de sidste mange år er gået utroligt stærkt.

Fra at være et pengeinstitut, hvor kunderne ofte havde deres gang, har det udviklet sig til et pengeinstitut, hvor det meste ordnes elektronisk og hvor man kun kommer i pengeinstituttet, når der er noget helt konkret, man går efter.

For 20 år siden etablerede Skjern Bank en afdeling i Ribe, og her har man også mærket udviklingen.

– Vi startede med fire til fem medarbejdere og er i dag 12. Men ud over den fysiske udvikling har afdelingen og banken som sådan også udviklet sig sideløbende med teknologien og udviklingen i samfundet, fortæller afdelingsdirektør Jesper H. Fabrin, der selv har været i afdelingen i godt tre år, men som har mange års erfaring i bankverdenen.

– Vi husker jo alle for år tilbage, hvor der var kø ved kassen, fordi kunderne kom ind og skulle hævde deres løn. Der er stadig kunder, der kommer og henter deres løn, men nu sker det ved automaten, og her er der ingen kø, lyder det med et smil fra Jesper H. Fabrin.

– Udviklingen er gået i den retning, der retfærdiggør nedlæggelse af kassefunktionen, men heldigvis har vi her kunnet beholde medarbejderne ved at de har fået nye opgaver. Og vi beholder maskinen, der tæller mønter op.

– Men noget af den personlige kontakt går jo tabt, når man som kunde ikke kommer i banken så ofte?

– Da man ofte kom i banken, ”stødte” man jo ind i hinanden, men vi er blevet tilgængelige på en anden måde. Telefonerne er altid åbne, der er mails og man kan skrive til sin rådgiver via netbank. Men det er rigtigt, at den personlige kontakt har rykket sig.

– Vi prøver stadig at bevare de lokale relationer via sponsorater, og mange medarbejdere er engageret i lokalt foreningsarbejde. Vi har jo også altid arbejdet en lille smule med os. Der er altid nogen, der spørger om et eller andet, når man møder dem ude i byen.

– Kan det ikke være irriterende, at man aldrig kan holde fri?

– Det lærer man hen ad vejen. Da jeg var yngre, brugte jeg rigtig meget tid på at besvare sådanne spørgsmål. Man lærer at være i det. Man lærer at sige, at jeg ringer lige i morgen. Jeg har arbejdet ude af byen, men det fungerer bedre at arbejde i Ribe end andre steder. Når man er ude og repræsentere banken, er det sjovere at gøre det, hvor man er kendt fremfor bare at være en person med et navneskilt, siger Jesper H. Fabrin, der betegner sig selv om en Ribe-dreng.

– Jeg er jo ikke ægte ripenser, fordi vi flyttede til Ribe, da jeg var seks år, lyder det med et smil.

Med al respekt hører I jo ikke til de store banker. Hvordan kan en regionsbank klare sig?

– Vi er helt klare over, at vi ikke skal ud og arbejde med de helt store erhvervskunder, men vi er rigtig gode til de små og til de mellemstore. Og så er vi rigtig gode til privatkunder. Det er vores helt klare indtryk, at vores kunder er glade for den måde, vi arbejder på. Vi har fået en helt rigtig placering i markedet, siger Jesper H. Fabrin.