
Flot renoveret Hovedbygning tv – klar til at modtage gæster
Tekst & Foto: Johnny Tauman
23. september 2023
Vejrguderne var ikke med Ribe Kjærgaard Landbrugsskole, da der fredag kl. 13:00 var inviteret til indvielse af den nyrenoverede Hovedbygning. Tunge regnskyer åbnede sig over de arrangerede stole- / og bordgrupper på gårdspladsen. Derfor besluttede forstander Lasse Iversen Hansen sammen med de omkring 100 gæster, lærere og elever at rykke indendørs.
- De første gæster kom i tørvejr…
- … men så kom regnen
Måtte rykke indendørs
Forstander Lasse Iversen Hansen holdt en berigende tale og varm tale, hvor han bla. roste sin forgænger Ove Bonde Møller for en kæmpe indsats. Branden – en kraftig eksplosions brand med fatale skader og følger. (Talen gengives i mandagens SPOT ON).

Forstander Lasse Iversen Hansen
Herefter gav Lasse ordet til borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Fuglen Føniks rejste sig af asken
– Som en fugl Føniks rejser Hovedbygningen på Kjærgård Landbrugsskole, lød det fra en begejstret borgmester Jesper Frost Rasmussen, der talte ved den nyrenoverede bygning og fortsatte: – Den står flottere end måske nogensinde. Både udvendigt og indvendigt er der foretaget en genopbygning og restaurering med alt fra nyt tag til murværk, døre, vinduer, gulve, nye møbler og ny elektronik.
Borgmesteren omtalte et træls forløb med en voldsom brand, der startede i forbindelse med et indbrud. Alle ville helst have været denne grimme oplevelse og alt besværet foruden. – Men ud af asken kom dette fantastiske byggeri, der på én gang lever op til alle de forventninger, man kan have til et moderne undervisningssted, samtidig med at udseendet af den fredede hovedbygning er bevaret.
Inden borgmester Jesper Frost Rasmussen rettede en tak til alle de dygtige håndværkere, som har været med til at genrejse hovedbygningen – og Slots- og Kulturstyrelsen, sluttede han historien om fuglen Føniks: – Det har været en lang rejse at nå hertil. Men heldigvis er det ofte sådan, at ting genopstår trods den værste modgang. Det forstod allerede de gamle grækere, da de fortalte om fuglen Føniks, der rejste sig fra asken.
Den officielle indvielse
Herpå kunne borgmester Jesper Frost Rasmussen klippe det røde bånd, som var flyttet indendørs ved adgangen til den renoverede Hovedbygning og dermed officielt indvie Hovedbygningen.
De næste på talerlisten var bestyrelsesformanden i Arla Foods, Jan Toft Nørgaard – og arkitekt Peter Brockhattingen.
Og så holdt regnen op
Regnen var i mellemtiden ophørt – og der blev tid til rundvisninger med velforberedte elevgrupper.