Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 2. august

Ribe er med, når Den ny opera i Esbjerg i dagene fra den 21. til den 30. august holder musikfestival.

De fleste arrangementer foregår i Musikhuset i Esbjerg, men to koncerter er henlagt til henholdsvis Ribe Kunstmuseum og Ribe Domkirke.

På kunstmuseet er der torsdag den 27. august Purcell’s Playground, en barok jam session med åben bar.

Henry Purcell – kongen af det 17. århundredes engelske musikliv – færdedes lige hjemligt på slottet, i kirken og i festligt lag på kroen. I Purcell’s Playground møder vi ham i den lokale engelske pub – The Alehouse. Med sig har han musik fra alle tre verdner – slottet, kirken og kroen.

Vær med! – fyld glasset og oplev musik i verdensklasse, når violinisten Bjarte Eike og hans flok af feststemte sangere og musikere leger med Purcell’s toner omkring en åben bar.

I domkirken er der i en times tid ”Upon a ground” fredag den 28. august, og koncerten starter her klokken 15.

En masse skøn musik fra barokken bygger på et princip, englænderne kaldte ”upon a ground”

– musik baseret på en fast gentaget basmelodi. Baroktrompetisten Justin Bland har samlet en håndfuld ”grounds” og en håndfuld musikere og slipper i en lille times tid tonerne løs under hvælvingerne i Ribe Domkirke. Da koncerten foregår i kirkens almindelige åbningstid, hvor turister har adgang til kirken, kalder arrangørerne arrangementet for en ”annonceret pop up koncert”.

I Musikhuset i Esbjerg er der en lang række forskellige arrangementer lige fra en corona-ramt udgave af Figaros Bryllup til ”synnerjysk” kaffebord i anledning af genforeningen samt mange forskellige koncerter.

Hele programmet kan ses på Den Ny Operas hjemmeside www.dennyopera.dk