Tekst og foto: Renè Jørgensen
14. februar 2024.
Rune Rotevatn – En multikunstner
Går du en tur i gågaden omkring det Gamle Apotek, møder du nogle dage den norske kunstner Rune Rotevatn, der med sin pen og blæk foreviger de mange flotte Ribe-huse. Faktisk er det butikkerne i gågaden, der har opfordret kunstneren til at tage ophold i gademiljøet med sine redskaber og på stedet skabe de flotte tegninger.
Tegningerne falder i mange Ribe-borgeres smag, og der er solgt en del. Gennem næsten et år har Rune taget til Ribe for at tegne de mange smukke bygninger i byen. Rune Rotevatn har tabt sit hjerte til byen.
Ny udstilling i Toftlund
Rune Rotevatn inviterer til en ny kunstudstilling og har sendt RYK IND RIBE følgende pressemeddelelse:
KUNSTUDSTILLING 16. FEBRUAR – 16. APRIL 2024 KUNSTNER RUNE ROTEVATN
Den norske multikunstner Rune Rotevatn udstiller i Toftlund Kunstforening, i Multisalen ved Biblioteket på Kulturtorvet i Toftlund.
Ved ferniseringen vil kunstneren fremføre a cappella sang af blandt andet Carl Michael Bellman, ”Summertime” fra Porgy & Bess og digte af sin egen mormor, poeten Anna-Lisa Jørstad.
Rune kommer fra en kunstnerfamilie med stærke traditioner inden for kunstudøvelse. Det omfatter også formidling af andre kunstneres og artisters virksomhed gennem Galleri Leikvin i Nordfjord. Her voksede Rune op og oplevede sin families stærke engagement i det at formidle kunst og musik i et lille lokalsamfund på den norske vestkyst. Den tradition valgte Rune og sin danske samboer, kunstneren Kirsten Skov Bjerre – som han mødte og flyttede sammen med i 2011, da hun gik på Kunstakademiet i Trondheim – at forsætte i de 5 år, hvor de boede sammen på Leikvin i Nordfjord. Senere er kunstnerparret flyttet til Danmark.
De ca. 50 kunstværker, som Rune Rotevatn vil præsentere på denne første soloudstilling i Danmark, har motiver fra mange steder i Jylland. Parret har haft mange kunstarbejdsophold i løbet af de sidste 8 år i Danmark – fra Skagen i nord – forbi Ebeltoft i øst, Hvide Sande i vest og til Tønder i syd. Der er endog kommet til nogle helt nye motiver til fra udstillingsstedet Toftlund – blandt andet en akvarel af Toftlund kirke og den meget karakteristiske ”Villa Matzen” fra 1911, som ligger vis a vis Kulturtorvet og Toftlund Bibliotek i Toldbodgade.
Rune Rotevatn har arbejdet med sit kunstneriske udtryk gennem mange år og har sin primære kunstuddannelse fra en række studieophold på det anerkendte L’Academie Port Royal i Paris i tiden fra 2007 til 2009 hos professorerne Dina Pickard og Jean Maxime Relange.
Runes kunstneriske virke, som så vidt det er muligt altid bliver udført på det sted motivet findes, består i stor grad af billeder udført med pen & blæk, alene eller i kombination med akvarel.
Billedsproget er meget farverigt og farverne kan gerne også afvige fra dem, man kan se, når motivet betragtes i virkeligheden.
I Danmark har Rune Rotevatn i tillæg til sit arbejde som kirkesanger haft flere koncerter og solistopgaver – de senere år, blandt andet med Storebæltskoret og Herlufsholm Kirkes Kammerkor i anledning 200 års jubilæet for Niels W. Gades fødsel.
Rune Rotevatn debuterede som kunstner i Norge i 2016 og har haft flere studieophold i udlandet, blandt andet i Fox-Amphoux i Provence. I Danmark har tidligere artist residens fundet sted i Hvide Sande, ART 56 i 2020, Kunsthal VARTE i Varde i 2017, samt flere ophold i kunstnerboligen i Skallerup Klit i Hjørring og også i Malerhuset i Sønderho på Fanø.
De ovennævnte ophold har givet meget god inspiration til nye kunstværker, men i de seneste tre år har den vigtigste inspirationskilde været bygninger, landskab og mennesker i Danmark – særligt i Jylland og i særdeleshed Skagen og Ribe, hvor den største del af udstillingens motiver og kunstnerens arbejde med dem er skabt.
Af kommende udstillinger må nævnes sommerudstillingen, som bliver holdt sammen med Kirsten Skov Bjerre på Bovbjerg Fyr i tiden fra søndag den 26. maj, fernisering samme dato, til den 26. juli. Dertil kommer endnu en fællesudstilling for kunstnerparret i regi af Kunstforeningen Tre Høje i Vildbjerg i september 2024.