Tekst & Foto Johnny Tauman
25. maj 2020

Andet kapitel af 3

Inden vi for alvor tager fat på tiden efter skolegangen, skal vi lige har et par fortællinger med om familien Lønnes store dreng, Villy, som kom fra et religiøst hjem og var fræk alligevel.

“Vildbassen Villy”

Helle løfter her sløret: – Jeg syntes i al hemmelighed godt om ” vildbassen Villy” og var duperet over, hvor ” sej ” han var, og hun giver et præcist indblik i “teenageåret”.

“Flot muskuløs fyr”

– Drengene i klassen gjorde mere og mere for at dupere os piger; og da vi gik i 7. klasse, så vi anderledes på dem. Specielt Villy, da han ikke var en lille splejs (som de fleste drenge), men en flot og muskuløs fyr, der ville forlade skolen efter 7. klasse for at hellige sig landbruget, landsbrugsskolen og militæret, kommer det fra Helle, som også husker, at han i hvert fald ikke skulle følges med de kommende ” realister ” til Gredstedbro Skole.

Konfirmationsbillede 1966.Præst Knud Jakobsen – Forreste række fra venstre: Karen Künnapuu, Ellen Pedersen, Inge Nissen Nielsen, Åse Jessen, Grethe Larsen – midterste række fra venstre: Marius Larsen, Hans Petersen, Viggo Petersen, Niels Ove Petersen, Kurt Kjærgaard, Birgit Petersen – Bagerste række fra venstre: Rita Sørensen, Lars Ole / Lasse Frandsen, Inge Margrethe Nielsen, Hans Christian Voigt, Elsebeth Hansen, Erik Pedersen, Else Marie Petersen, Villy Biltoft Lønne  – Foto venligst udlånt af Farup Sogns Lokalarkiv.

Skolen var bare noget, der skulle overstås, tror jeg nok, han syntes. Krudtkarle kan ikke sidde stille.

Mange guldkorn

Mens Villy har fortalt om Farup, der i øvrigt også havde egen fattiggård, er kaffen blevet kold. Der kommer simpelthen så mange guldkorn, som skal noteres og huskes.
Som 14 årig gik turen på Efterskole i Tarm i 5 måneder, hvorefter arbejdet foregik på familiens selvforsynende gård med køer, svin og gæs.

Lønnes knægte

Elsebeth Helles far talte ofte ved køkkenbordet om Lønnes stærke drenge; Villy og Bent. Hun husker bla: – Min far ønskede sig selv 3 drenge, men fik kun piger, som han plejede at sige. Han var lidt misundelig og var ikke bleg for at sige: – Nøj hvor var der meget arbejde i sådan nogle knægte, og så var Lønnes arvefølge sikret.
Der var ingen tvivl om, at Villy skulle have landmandsuddannelse, arve den store flotte gård og det halve kongerige (lød det fra Elsebeths far).
-Min far var selv en stærk mand, der kunne gå på hænder- hele salen rundt til gymnastik i forsamlingshuset, og han havde spottet, at Lønnes drenge kunne gøre ham kunsten efter. Den slags gav respekt.

Forskellige job og soldat

Efter at have været ude at tjene, fik Villy arbejde hos Dammann, som lagde asfalt rundt om i landet. Det var et arbejdede, som matchede den stærke gut. Herpå fulgte et år i trøjen på Tønder kaserne og endelig kom uddannelsen på Riber Kærgaard Landbrugsskole.

Villy var aktiv og havde nogle visioner for sit liv med landbruget, men måtte se og finde nye veje med muligheder – og HAN GJORDE DET!

Badedag blev skæbnesvanger

Eleverne fra 7. klasse var blevet spredt for alle vinde – og kontakten var ikke opretholdt. Derfor fik Elsebeth Helle også beskeden om Villys ulykke på Rømø, da hun en dag var hjemme. Hun skriver her om beskeden og tankerne som ramte hende:
– Villy havde været med nogle venner på Rømø for at bade en varm sommerdag.
Kåd og frisk om han var – sprang han i bølgen blå- den så jo høj ud, som den rullede ind over revlerne.
Der var desværre ikke særlig dybt, så da Villy dukkede under, var der ikke vand nok til hovedspringet; hovedet ramte bunden, og han fik en alvorlig rygmarvsskade.
– Måske ville det blive bedre, sagde Elsebeths forældre. Alle i sognet håbede på et mirakel.

Skabte et helt nyt liv

– Min sorg var stor på hans vegne. Jeg spekulerede meget over, hvad jeg skulle sige, hvis jeg mødte ham – havde ingen andre handicappede venner eller bekendte, husker Elsebeth Helle.
Medens vi andre gamle klassekammerater rejste med interrail, boede i andre lande, tog uddannelse, fik kærester, stiftede familie, måtte Villy skabe sig et helt nyt livpå resterne af knuste drømme.
Og han gjorde det!

Kom til at køre bil igen

Snakken med RYK IND RIBEs medarbejder ved køkkenbordet handlede jo ikke om ulykken, men et par faktuelle ting blev dog noteret: Villy var indlagt i Hornbæk i 10 måneder – var viljestærk og fik opbygget en række færdigheder, som bla. gav ham mulighed for at genoptage bilkørsel. Det er nu desværre stoppet inden for de sidste par år pga. en skade, men bilen holder stadig i garagen og kan benyttes ved transport.

Hjertet faldt for Farups historie

Mød Villy i tiden fra 23 år – hvor han har placeret sig centralt i Farup – og har kortlagt og registreret over 300 huse.

(fortsættes)