Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 4. juni 2024

Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, (V) har sammen med byrådsmedlem May-Britt Andrea Andersen (C) besøgt Kelsen Groups faciliteter i Ribe. Besøget handlede blandt andet om, hvordan Kelsen Group med lokal forankring har formået at blive en af verdens førende eksportører af Danish Butter Cookies med eksport til mere end 75 lande verden over.

Stærk lokal forankring, dygtige medarbejdere samt den værdi, Danmarks brand som kvalitetsstempel tilfører deres produkter. Det er disse faktorer, der har været afgørende for Kelsen Groups succes – både som produktionsvirksomhed i Ribe og som eksportør af småkager til de internationale markeder. Og det var blandt andet disse temaer, Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, diskuterede med Kelsen Group under besøget d. 3. juni.

– Kelsen Group er et dansk eksporteventyr, der spiller aktivt ind i Esbjerg Kommunes dynamiske og driftige erhvervsliv. Det har været interessant at få et indblik i produktionen og ikke mindst høre om virksomhedens engagement i lokalsamfundet. Initiativerne sætter et stærkt aftryk og viser, at virksomheden løfter et vigtigt socialt ansvar for verden omkring sig, udtaler Jesper Frost Rasmussen.

– Vi har set meget frem til at vise borgmester Jesper Frost Rasmussen rundt i vores produktion, dele vores visioner for fremtiden og diskutere de mange vigtige aspekter af Kelsen Groups forretning, som alle sammen er afhængige af vores samarbejde med lokalsamfundet. Som en af Ribes største virksomheder, værdsætter vi den stærke lokale opbakning, som er med til at sikre, at vi kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft, fortæller Birgitte Morell, Bestyrelsesmedlem og Head of Trade Marketing ved Kelsen Group.

Under besøget fik Kelsen også mulighed for at fortælle mere om samarbejdet med bostedet Kompasrosen, hvor beboerne et par gange om ugen kommer for at hjælpe til på fabrikken.

– Kompasrosen er blot ét eksempel på, hvordan vores lokale forankring giver os nogle unikke muligheder for at gøre en forskel og skabe meningsfulde samarbejder, der gør en forskel for vores ansatte, for beboerne på Kompasrosen og for lokalsamfundet, slutter Torben Jensen der er fabrikschef ved Kelsen Group i Ribe.