Tekst og foto: René Jørgensen
10. juli 2024.

Den lille blå kaffevogn er tilbage i bybilledet

Den lille blå kaffevogn er igen at finde i bybilledet, hvilket glæder både byens borgere og besøgende. På en overskyet onsdag formiddag, som også var torvedag, havde mange alligevel valgt at tage en tur ned ad gågaden og besøge torvedagen. Morten Kjældgaard havde taget opstilling med sin lille blå kaffevogn på Mellemdammen i gågaden.

Efter en periode væk fra sin gamle plads, er Morten nu tilbage på fuldtid, hvilket Bjarne Nielsen fra Jedsted bemærkede med et smil. Han og broderen besøgte byen for at nyde en god frokost på Skibbroen og glædede sig over at se kaffevognen tilbage. Mange forbipasserende delte deres glæde og fik sig en snak og en god kop kaffe fra den populære kaffevogn, hvilket også gjorde Morten Kjældgaard tilfreds.

Morten kunne fortælle, at han har arrangementer planlagt ind i 2025 og forventer at deltage i den årlige Jazz festival i byen sidst i juli. Han har også været med til arrangementer fra Quedens Kulturforening i samarbejde med Lise Frederiksen. Efter at have arbejdet nogle år på Postgaarden i Ribe, er Morten nu tilbage ved kaffevognen på fuldtid, til stor glæde for byens folk og turister.

Forbipasserende fik en snak med Morten

Der skal fyldes op, så turister og Ribe-borgere kan nyde en god kop kaffe.