Tekst Hasse Jørgensen, animation Arkitektladen. Søndag den 31. marts.
I løbet af november i år skulle indehaverne af Ribe Bryghus være klar til at tage deres nye lokaliteter i den gamle remise i Ribe i brug. På det tidspunkt skulle remisen være bygget om til det fremtidige formål som bryghus.
Det fremgår af det udbudsmateriale til licitation over byggeriet, som netop er udsendt af Arkitektladen i Ribe, der står for byggeriet på bygherrernes vegne.
Med udbuddet i licitation er der også kommet en tidsplan for byggeriet. Efter planen holdes der licitation torsdag den 25. april klokken 12, og byggeriet skal sættes i gang i uge 20, der er den midterste uge af maj. Byggeriet skal være færdigt og klar til aflevering i uge 45, hvilket vil sige den første uge i november.
Som tidligere beskrevet er det meningen, at Ribe Bryghus vil flytte fra de nuværende lokaler i Skolegade til den gamle remise, hvor der vil blive indrettet dels bryggeri men også en cafe og mulighed for, at gæster kan følge med i proceduren med at brygge det gode øl.










































































