Den gamle protokol
I udkanten af Ribe by finder man et gammelt voldsted. Her har den kongelige borg, Riberhus en gang ligget. Det var en flot bygning, den fornemste i hele den gamle stad, og her boede kongen, når han en gang imellem besøgte Ribe. Slottet havde tårne og loftskamre, kældre, værelser og sale. Der var gange og trapper, skorstene, køkken, stald til de kongelige heste, smedje, hvor hestene blev skoet og mange ejendommelige krinkelkroge.
Mens slottet endnu stod, boede der en hel del nisser i bygningen. Her havde de gode dage. Nogen boede lyst og lunt, men andre måtte finde sig i fugtige og mørke boliger, men lige gode venner var de.
Slotsnisserne var alle sammen i familie med hinanden. Det gamle ægtepar Veronika og Herman havde fået seksten sønner, og blandt dem var to par tvillinger. Herman var længst oldefar og var blevet for gammel til at bestille ret meget mere, så han sad meget i deres stue sammen med Veronika og snakkede med hende eller med andre familiemedlemmer, som kom på besøg.
Det var ikke alle deres børn eller børnebørn, der var blevet boende på slottet, mange var rejst andre steder hen, og de sendte ofte hilsner hjem til de gamle og til deres øvrige slægtninge. Hilsnerne blev bragt med storken, svalen eller svanerne, når fuglene kom hjem til Ribe efter at de havde været på rejse.
Som de to gamle en dag sad og snakkede om børnene, sagde Veronika:
– Du har så ofte fortalt vores børn, børnebørn og oldebørn om alt det sjove fra gamle dage her på Riberhus. Skulle du ikke tage og skrive nogle af beretningerne op, så de bliver husket?
– Tjah, svarede Herman, det kunne være en ide. Det må jeg tænke over.
Han tænkte ikke særlig længe. Få dage senere stavrede han med stok i hånden over i slottets skriverstue, hvor han fandt en bog med blanke blade, skindbind og store messingspænder. Kongens skriver havde vist glemt bogen, da han sidst arbejdede i skriverstuen.
– Her skal du se, Veronika, her er plads til mange fortællinger.
Herman gik derefter ned til voldgraven, hvor han fik et par svanefjer af hr. Gulbis, den store svanefar, som havde boet i voldgraven i lange tider og var en god ven af både gamle og unge nisser. Fjerene blev spidsede til og blev gode skrivepenne. Så gik han op i køkkenet og skrabede sod af skorstenen. Soden samlede han i et potteskår og rørte den op med en slat surt øl, der stod på bunden af en af de kongelige øltønder. Det blev til noget udmærket blæk, og på den facon kom skrivetøjet i orden.
Herman satte sig på en skammel med bogen i skødet og tænkte:
– Jeg vil først skrive om de rigtig gamle dage, som min egen oldefar har fortalt om. Her skal du bare høre, hvad han skrev:
