Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 31. januar

”Hellere være et dumt svin end en gammel gris”

Citat Carsten Knudsen, entertainer og tidligere medlem af De Nattergale.

Carsten Knudsen havde en del teser og adskillige flere anekdoter, da han denne torsdag aften optrådte i salen på Hotel Ribe ved en intim forestilling.

For at vende tilbage til det med gris eller svin, så er hans monolog som svineavler, hvor han mere eller mindre grynter sig gennem teksten, helt uovertruffen.

Carsten Knudsen er en medrivende entertainer. Han er sjov, han er underfundig, han rammer ofte plet med sine tekster, og han har til tider en befriende underspillet humor. De gamle tekster fra ”The julekalender” gør sig stadig, selv om det ikke netop er julen, der er i de flestes tanker denne råkolde og fugtige januar-aften.

Desværre var der ikke for mange inde for at høre Carsten Knudsen. Men de, der var, fik en rigtig fin aften med masser af god underholdning, og salen på Hotel Ribe viser sig virkelig god til den slags intime arrangementer, når lyset bliver dæmpet, og der bliver sat spot på ham, det drejer sig om.

Manden er gennem musikalsk og har sans for at fortælle historien. Det er ikke alle tekster, der slår lige godt i gennem, men Carsten Knudsen besidder en charme, der gør, at man bærer over med det par kiksede sætninger, der ikke helt holder standarden.