Tekst Hasse Jørgensen, foto Bent Nikolajsen, tirsdag den 2. april 2024

Utallige er de begivenheder – både rent fysisk og i overført betydning – Poul Anker Nielsen har haft i søgeren.

Som pressefotograf har han taget i tusindvis af gode billeder, og som den kulturpersonlighed og igangsætter, som han også er, har han været med til at sætte sit præg på Ribe gennem årtier som opmand til mange begivenheder.

Sammen med sin bedre halvdel, Lise Frederiksen, der driver cafe Quedens og er en af personerne bag kulturforeningen Quedens, har Poul Anker Nielsen i tidens løb været med til at arrangere masser af events og koncerter i domkirkebyen, som han om nogen kalder sin by.

I forskellige sammenhænge har han deltaget i byens udvikling, og han nyder stadig at deltage i en god debat.

PAN, som han populært kaldes, nyder at fyre en anekdote af som den gode fortæller, han også er.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at PAN skule havne i Ribe. Født i Skive kom Poul Anker Nielsen i lære som pressefotograf på Skive Folkeblad. Efter udstået læretid var det tid at komme ud og opleve noget nyt, og valget faldt på daværende Vestkysten – senere JydskeVestkysten – i Ribe. En sparerunde bevirkede, at PAN blev fyret, men det åbnede blot nye veje for den kreative fotograf med den store journalistisk tæft. Han kunne ikke blot se motivet til et billede, men han kunne også ”lugte en god historie på 5 kilometers afstand i modvind” Det kom ham i den grad til gode som freelancer, hvor han fotograferede til de store billedbureauer, de store dagblade og masser af fagblade, lige som han leverede tip til gode historier.

Lige fra første færd i Ribe blev PAN grebet af det blomstrende kulturliv i første omgang i den daværende forening Lyren og Træbenet. Også som formand for Ribe Handelsstandsforening i perioden fra 2013 til 2017 var Poul Anker Nielsen med til at sætte sit præg på byen.

På torsdag fylder den ”gamle” fotograf 75 år, og at hans berøringsflade er stor ses af den omfangsrige gæsteliste til fødselsdagen, som tæller ikke færre end 150 personer – og så har det endda været nødvendigt for PAN at begrænse sig, hvilket normalt ikke er hans stærke side.