Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 30. maj

I lokalerne i Sønderportsgade, hvor Termansens Boghandel i årtier sørgede for udbredelse af kultur i form af bøger, er det i dag musikeren Martin Schack, der sørger for en ny form for kultur, nemlig musik.

Og det er netop udbredelsen af kultur, det handler om for Martin.

Han har indrettet et unikt spillested med plads til 50 publikummer til koncerterne, og det er ikke noget, man tjener fedt på.

– For mig gælder det om at spille og lave musik, siger Martin selv.

Og det er også baggrunden for, at han og nogle gode venner nu i disse corona-tider er gået i gang med live stream koncerter. Den første blev holdt med Nulle, og fredag aften var det sangerinden Signe Juhl, der sammen med Martin Schack underholdt med dejlig jazz i en meget fin lydgengivelse, der kunne fanges bl.a. på You Tube.

Som Martin selv fortæller, er koncertkalenderen total tom frem til september, og så må der gribes til andre metoder, når man nu brænderfor musikken og det at spille.

Interiøret bevaret

Interiøret i den gamle boglade i Sønderportsgade er for en stor del bevaret suppleret med bl.a. en gammel købmandsdisk, der nu danner en stemningsfuld bar i den del af lokalet, hvor udskænkningen af forfriskninger foregår.

Martin Schack bag den gamle købmandsdisk, der nu er bar. Lokalet kan i øvrigt også lejes til fester og andre arrangementer

I en anden del af lokalet er en scene bygget op, og denne fredag eftermiddag, hvor Ryk Ind Ribe er på besøg, er store tv-skærme sat op for at vise de billeder, der sendes ud af live stream koncerten om aftenen.

Firas og Mads er sammen med Martin i fuld gang med at indstille lyden, hvor et virvar af ledninger og knapper betjenes og sørger for, at lyden bliver den helt rigtige. Der er indkøbt helt nyt udstyr bl.a. i form af avancerede kameraer, der skal sørge for, at koncerten bliver perfekt transmitteret.

Generøst publikum

Og mens Martin går til og fra flyglet og det tekniske udstyr for sammen med Firas og mads at få den helt rigtige lyd, når han også stille og roligt at vise rundt i huset og fortælle, at ved den første live stream koncert var der totalt set 300 tilskuere, mens flere end 100 fulgte koncerten hele den time, den varede. (Tallene for koncerten med Signe Juhl kendes i skrivende stund ikke).

De mennesker, der vil, kan via mobil pay støtte kunstnerne med et beløb, og Martin fortæller, at folk virkeligt er generøse. I det hele taget er han meget glad og taknemmelig for den modtagelse, Spillestedet Termansen, som det nu hedder, har fået.

Og mens snakken går, træder Signe Juhl ind i lokalet klar til at lade den smukke stemme lyde til de sidste lydprøver.

Det er første gang, hun er med i en live stream koncert, og hun glæder sig ifølge eget udsagn rigtig meget også uden egentligt publikum.

– Men der er heldigvis nogle mennesker i lokalet, og de er gode til at reagere, lyder det fra Signe inden de sidste prøver holdes og alt er klart til aftenens koncert.

Fakta

Signe juhl er fra Gørding og uddannet på musikkonservatoriet i Esbjerg, hvor hun i dag underviser ved siden af at give koncerter. Dels med egne orkestre og dels med Ribe Big Band, DR Big Band, Aarhus Jazzorchestra, Odenses og Sønderjyllands Symfoniorkestre, samt Slesvigske Musikkorps og Prinsens Musikkorps.

Martin Schack er fra Ribe og underviser i dag på musikkonservatoriet i Esbjerg ved siden af en omfattende koncertaktivitet og driften af spillestedet Termansen. Martin Schack har gennem årene været en væsentlig del af Ribes musik- og kulturliv og er bl.a. idemanden til jazz-festivalen i Ribe.

Næste live stream koncert fra Termansen bliver den 4. juni med Casper Mikkelsen på trommer, Bo Møller på guitar og Martin Schack på hammondorgel.

Ny teknik sørger for de rigtige billeder og lyd

Firas og Mads styrer teknikken