
View fra åbningen af messen
Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. oktober 2021
– Det er helt sikkert, at Lærlinge- og Elevmessen, der fandt sted onsdag hos Gantech i Ribe, bliver gentaget næste år i Esbjerg, fortalte Peder Tjørnkvist, da RYK IND RIBE kikkede forbi de 27 stande i den store hal 4: – En stor virksomhed har allerede henvendt sig, da de ser muligheder i at rekruttere unge til eftertragtede stillinger.
- En god messe med engagement.
- Mange drøftelser og så et solidt greb om hammeren
Da messen åbnede kl. 15:00, var der langt mellem gæsterne fra målgruppen: 9.- klasse og opefter – men det blev bedre senere på eftermiddagen. Messen er skabt via et samarbejde mellem Lars Vase fra Gantech, erhvervsplaymakeren Ole Olesen, virksomhedskonsulent Peder Tørnqvist fra Jobcenteret og Søren Bo Christensen fra Rybners.
Derfor er jeg stolt over mit job
Ung til Ung formidling er en fantastisk formidling måde, og de unge var parate til at fortælle om uddannelse og deres joberfaringer – altså ikke at fortælle om virksomheden, men hvorfor de er stolte over at have deres job, hvad enten der var tale om en smed eller en bager.

Nogle af de unge havde forældrene med til messen
Firmaerne havde klædt deres lærlinge- og elever på til opgaven på forskellig vis. Nogle havde rekvisitter og værktøj med, andre en totalskadet bil, hvor der kunne snakkes om pladesmedens arbejde. Et tømrerfirma gav mulighed for at prøve kræfter med at hamre slå søm i en træblok, mens lærlinge fra Logitrans og VVS havde andre vinkler at berige de besøgende på.
Traktoren var for stor
Men nogle måtte se, at deres rekvisit simpelthen var for stor – nemlig de to unge, som havde kørt en nyvasket traktor til Gantech fra maskinstationen Hans Tobiasen i Farup. Traktoren måtte blive holdende uden for ved indgangen til messen.
Gourmet slagtereleven fra Brørup

En tilfreds Gourmet slagterelev fra Kvickly
Fra Kvickly mødte RYK IND RIBE en frisk fyr, som er i lære med den flotte titel: Gourmet Slagterelev. – Jeg er blot 18 år og kommer fra Brørup, lød det fra Lasse Bitsch, som er i færd med en 3½ år lang uddannelse. Han er blevet meget overrasket over, at uddannelsens teoretiske del foregår i Holstebro. – Det er rigtig langt borte, når man ikke har kørelort – over 3 timer med tog, hvor der er to skift, kom det med et smil og en god fortsættelse: – Men når jeg har valgt den rigtige uddannelse, så tager jeg også det med. Lasse undrer sig stadig om titlen: GOURMET slagterelev, men det må jo vise sig senere i forløbet, hvad det dækker.
Stor opbakning
Virksomhedskonsulent Peder Tørnqvist siger efter messen hos Gantech: – Der er stor opbakning fra ledelsen i Jobcenteret til messen. Vi har lært meget af messen i dag, så vi føler os i den grad rustet til at gentage arrangementet igen i 2022 med de forbedringer, vi nu mener, der skal til. Og som anført tidligere, så er der interesse for et tilsvarende tilbud til de unge i Esbjerg.
Der blev allerede i dag lavet nogle aftaler med unge om virksomhedsbesøg.
Det var for øvrigt Tanja Jensen fra Gantech, som tidligere på året fik ideen til en lærlingeklub i Ribe. Det arbejdes der videre med.














































































