Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 17. september.

Så ligger det fast, at den elektroniske parkeringshenvisning i Ribe bliver etableret i andet kvartal i 2019.

Et enigt byråd vedtog sidst mandag eftermiddag planen, og det var ikke de mange bemærkninger, der fulgte sagen.

Formanden for teknik- og byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S) kunne fortælle, at der er afsat 6,4 mill. kr. til projekterne i Ribe og Esbjerg, og at Ribe Handelsstandsforening som bekendt har lovet 250.000 kroner til projektet i Ribe.

Det vil senere blive oplyst, hvor de respektive henvisningsskilte mere præcist skal sættes op. De skal fortælle bilisterne, hvor der er ledige p-pladser.

Formålet med skiltene er, at turister og andre fremmede i byen ikke skal ligge og ”cirkle” rundt for at finde en parkeringsplads.

Ribes tidligere borgmester, Preben Rudiengaard (V) var begejstret: – Endelig er vi nået så langt. På vegne af borgere, forretningsdrivende, erhvervslivet og turisterne vil jeg sige: af hjertet tak.

Og som borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) lakonisk føjede til: – Bedre sent end aldrig.